Sejr til NFH i sidste ligakamp før jul

NFH-pigerne rundede onsdag aften første del af sæsonen i Primo Tours Ligaen af i flot stil med en sikker sejr på 36-28 over SK Aarhus foran godt 1.100 tilskuere hjemme i Scandlines Arena.

NFH kom flyvende fra første fløjt, og inden der var gået fem minutter havde de gulblusede slået et hul, som SK Aarhus aldrig formåede at lukke helt.

5-0 stod på måltavlen – tre af målene sat ind af Mette Gravholt.

Det blev også 8-2, inden SK Aarhus fik lidt bedre fat, og i resten af halvlegen lå afstanden mellem de to hold på mellem fire og otte mål.

NFH spillede rigtig flot angrebsspil, hvilket også kunne aflæses på måltavlen efter første halvleg. 20-13 stod der til de gulblusede, og spillerne blev fortjent klappet fra banen.

Anden halvleg begyndte knapt så prangende for NFH. Det virkede som om, atspillerne havde lidt svært ved at komme ud af starthullerne, og SK Aarhus fik kæmpet sig op på 21-17 og 26-23.

Men en række udvisninger til gæsterne var – samtidig med, at NFH strammede grebet igen – medvirkende til, at aarhusianerne aldrig kom nærmere, og via 29-23 og 34-27 kørte NFH til sidst en sikker sejr på 36-28 hjem.

Sejren betyder, at NFH kan holde jul og nytår på femtepladsen i Primo Tours Ligaen med 11 points efter 10 kampe.

Topscorer i dag blev Lærke Nolsøe, der spillede en stor kamp på venstre fløj og scorede syv gange. Mette Gravholt scorede seks og Emelie Westberg og “Mulle” hver fem mål, hvilket også er med til at vise, at det i høj grad var kollektivets triumf.

Sidste opgave for NFH’erne inden julepausen er på lørdag klokken 16, hvor italienske Indeco Conversano kommer på besøg i Scandlines Arena til returkamp i EHF Cuppen. NFH vandt det første opgør i Italien med 12 mål og står dermed med et rigtig godt udgangspunkt for at nå gruppespillet efter nytår.

nfhska_wom

Woman Of The Match blev kåret af Peter fra PriceRunner umiddelbart efter kampen – og valget faldt på Lærke Nolsøe som havde en fantastisk dag i den gule NFH Trøje….

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen