Sikker sejr til NFH over Odense

NFH besejrede onsdag aften Odense Håndbold med 27-22 i Primo Tours Ligaen.

 

NFH er – i hvert fald for en stund tilbage i top-6 i Primo Tours Ligaen og dermed igen på placeret på en af de pladser, der giver adgang til slutspillet, når grundspillet er færdigspillet.

Onsdag aften blev det til en flot og sikker sejr over Odense Håndbold, der inden kampen lå nummer tre i rækken. Kampen fik en hæsblæsende indledning, hvor målene faldt, som var det en regnbyge i november. NFH kom bedst i gang og bragte sig foran med 4-1, men Odense hang på, og efter otte minutters spil var der scoret 13 mål, 7-6 til NFH.

De gulblusede havde gennem hele kampen godt fat i forsvaret, og inde i målet stod Mette Iversen Sahlholdt og tog en stor del af det, som forsvaret ikke fik fat i. NFH holdt hele tiden Odense fra at komme helt op og var aldrig bagud i kampen, og på et tidspunkt i første halvleg var føringen oppe på fem mål, 11-6.
De sortklædte gæster fik dog hentet lidt ind mod halvlegens slutning, og ved pausen var stillingen 15-12 til NFH.

I begyndelsen af anden halvleg hentede Odense yderligere ind på NFH, blandt andet i kraft af flere redninger fra den tidligere NFH-keeper Althea Reinhardt. Men heldigvis holdt forsvaret og Mette Iversen Sahlholdt i målet stadig Odense fra at nå helt op på uafgjort.

Undervejs i kampen forsøgte Odense-træner Jan Pytlick sig blandt andet med det syv-mod-seks spil, som odenseanerne tidligere har haft god gavn af i sæsonen, men denne aften uden held til at vende kampen.

17-16 blev udbygget til en føring på 19-16, og senere blev det 24-20 og 26-22, inden det hele altså sluttede 27-22 til NFH.
Der var gode præstationer fra mange NFH’ere i begge ender af banen, og topscorere blev Kristina “Mulle” Kristiansen med syv mål, mens Mette Gravholt scorede seks, Johanna Westberg og Nathalie Hagman begge fem og Lærke Nolsøe tre mål.

 

NFHs næste kamp er på lørdag, den 28. januar, klokken 15, hvor norske Glassverket kommer på besøg i EHF Cuppen. Næste ligakamp er den 1. februar, hvor NFH møder Team Esbjerg på udebane.

 

Laerke_250117

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen