Sikker sejr i Randers

NFH-pigerne levede op til favoritværdigheden og vandt en sikker sejr på 26-34 efter 13-17 føring ved pausen, da den coronaudsatte kamp mod Randers HK i Bambusa Kvindeligaen lørdag eftermiddag blev spillet i Arena Randers.

Hjemmeholdet måtte undvære fire spillere plus cheftræner Niels Agesen, der alle desværre blev testet positive for corona tidligere på ugen.

Til at begynde med var det dog ikke til at se, at det var et afbudsramt Randers-hold, der stillede op. Hjemmeholdet kom flyvende fra start og bragte sig foran med både 4-1 og 7-3, og der skulle gå lidt over 13 minutter, før NFH med fire mål i træk fik udlignet til 7-7.
Første NFH-føring kom, da Emilie Steffensen bragte de gulblusede foran med 8-9 efter 16 minutter, og derfra så NFH sig ikke tilbage.

Langsomt, men sikkert blev føringen udbygget til 10-14 og pausestillingen 13-17.

NFH fortsatte i samme spor efter pausen. Det blev 18-24, 20-28 og 22-31, inden det hele altså sluttede med en ottemåls-sejr, 26-34.
Med ni minutter tilbage blev Nikita van der Vliet præsenteret for det røde kort efter sin tredje udvisning, men da var kampen afgjort, så det fik ikke indflydelse på udfaldet.

Ikke færre end 10 NFH-spillere kom på måltavlen i Randers. Flittigst scorende var Dione Housheer og Celine Lundbye Kristiansen med seks mål hver, mens Johanna Forsberg, Lærke Nolsøe, Sofie Olsen og Emilie Steffensen scorede fire gange hver.

Med sejren fastholder NFH ottendepladsen i ligaen. Næste kamp er allerede på onsdag, hvor turen går til Horsens.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen