Semifinale-drømmen glippede
Årets semifinaler i Bambusa Kvindeligaen bliver desværre uden NFH.
Pigerne tabte desværre “vind eller forsvind”-kampen på udebane mod Viborg HK med 28-22 efter 16-11 ved pausen.
Dermed kan NFH ikke længere nå at hente viborgenserne i slutspilspulje 1, og Viborg går videre til semifinalerne sammen med Odense.
NFH fik ellers en god start på kampen og førte blandt andet med 4-6 og 5-7, men langsomt fik hjemmeholdet bedre fat i forsvaret, og fra 8-8 efter 20 minutter var Viborg i front resten af kampen.
Hjemmeholdet vandt de sidste 10 minutter af første halvleg med 8-3, og selvom NFH kæmpede flot videre i anden halvleg, lykkedes det aldrig at komme tættere på end fire måls afstand.
I en stemningsfuld kulisse, med blandt andre cirka 30 engagerende medrejsende NFH-supportere havde hjemmeholdet det største overskud til sidst og kunne juble over semifinalepladsen.
Topscorer for NFH i dag blev Mia Svele med ni mål.
Det skal også nævnes, at Cecilie Greve i målet blev noteret for 10 redninger.
NFH har nu blot en enkelt kamp tilbage i ligaen. Det er på onsdag hjemme i LÅNLET Arena mod København Håndbold, som også har udspillet deres semifinale-chance.
Derudover mangler der også en kamp i pokalturneringen på en endnu ikke fastlagt dato.