Semifinale-drømmen brast

NFH er færdig i HTH Go Ligaen for denne sæson. Lørdag eftermiddag blev det til et nederlag i den sidste slutspilsrunde på 31-26 på udebane mod København Håndbod efter 15-15 ved pausen, og da Team Esbjerg samtidig besejrede Randers HK i puljens anden kamp, bliver det esbjergenserne og ikke NFH, der følger København til semifinalerne, hvor vestjyderne skal møde formstærke Odense Håndbold.

NFH fik ellers en fin start på kampen. København bragte sig ganske vist foran med 3-1, men på fire gode minutter fik NFH’erne vendt det til en 3-5 føring. Det blev endda også 4-8 og 6-10, og på det tidspunkt kunne de mange medrejsende NFH-tilhængere for alvor ane medaljekampe i horisonten.
Men så vågnede københavnerne for alvor op til dåd igen og kæmpede sig tilbage til uafgjort 10-10. Derefter fulgtes de to hold ad resten af første halvleg til pausestillingen 15-15.

De første par minutter af anden halvleg gik også fint set med gul-blå briller, men ved 17-17 begyndte det at køre skævt. København scorede faktisk fem gange i træk fra 16-17 til 21-17 med cirka 20 minutter tilbage. Og selvom NFH fik kæmpet sig lidt tilbage til 21-19, så var angrebsspillet i perioder lidt for hektisk, og samtidig stod Johanna Bundsen i Københavns mål en god kamp og pillede i flere situationer pynten af NFHs skytter.

Med godt syv minutter tilbage, bragte København sig foran med 27-22, og så var løbet ved at være kørt for sidste sæsons mestre, og til sidst kunne København altså juble over en 31-26 sejr efter et slutspil, hvor de kun tabte én kamp og vandt de fem øvrige.
De skuffede NFH’er måtte på deres side sande, at lidt for mange tekniske fejl og brændte chancer kostede dyrt i sidste ende.

Nu resterer der blot en pokalkamp på en endnu ikke fastsat dato inden 10. maj på udebane mod Gudme fra 1. division, før spillerne kan gå på sommerferie efter en lang sæson med masser af kampe både i HTH Go Ligaen og Champions League.

Topscorere for NFH blev Johanna Westberg med ni mål, mens Lærke Nolsøe scorede fem gange. Kampen bød også på et glædeligt comeback til Ayaka Ikehara, der scorede to mål.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF cup NFH i HTH Ligaen