Sejr til NFH i ligapremieren

 

NFH fik en god start på den nye sæson i kvindernes HTH Liga. Hjemme i Lån Let Arena blev det til en sejr over København Håndbold på 28-26 efter 11-12 ved pausen.

Kampen var ligesom de to holds træningskamp i Stege for et par uger siden meget lige det meste af tiden.

De to hold fulgtes ad i de første 20 minutter, hvor det lykkedes gæsterne fra København at bringe sig foran med 7-9. Det var den første tomåls-føring i kampen, og derefter var København skiftevis foran med et eller to mål, indtil det lykkedes NFH at udligne til 13-13 i starten af anden halvleg.

Gæsterne fik dog bragt sig foran igen med både to og tre mål. Det blev 15-18 og 16-19, inden NFH’erne leverede et flot comeback og scorede fire gange i træk til 20-19 til glæde for hovedparten af de knapt 1.000 tilskuere.

Spændingen holdt dog næsten helt til sidste fløjt i en intens slutfase, hvor NFH’erne var skarpe i angrebsspillet og bedst til at holde hovedet koldt, da det hele skulle afgøres.

Topscorer for NFH i 28-26 sejren blev Mulle med syv mål fulgt af Dione Housheer og Lærke Nolsøe med hver fem.

NFHs næste kamp er på onsdag ude mod Team Esbjerg. En kamp, hvor NFH har revanche til gode efter nederlaget i Super Cup-finalen i tirsdags.

WOMAN OF THE MATCH – #79 Kristina “Mulle” Kristiansen blev hædret efter sejren over København af NFH Partner, PILLEMAND.DK

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold