Sejr over Ringkøbing – Nu med 5. plads

Så fik NFH endelig en sejr over Ringkøbing på hjemmebane. Efter masser af ærgerlige nederlag igennem de seneste sæsoner lykkedes det søndag aften for det nye NFH version 2.0+-hold at bryde forbandelsen og slå vestjyderne med 28-26 i en propfyldt Scandlines Arena, og NFH ligger nu nummer fem i Boxer Dameligaen.

De gulblusede kom godt fra start og var foran med både 1-0, 3-1 og 5-3 . “Mulle” (Kristina Kristiansen) satte sig gang på gang igennem i angrebsspillet og gjorde livet surt for Ringkøbings forsvar.

Men gæsterne fik kæmpet sig tilbage og bragte sig endda foran med 5-6, før NFH igen fik godt fat i både angreb og forsvar.
Fire mål i træk fra de gulblusede ændrede stillingen til NFH-føring på 9-6, og selvom Ringkøbing fik kæmpet sig lidt tilbage igen, så kom de aldrig siden foran i kampen.

Ved pausen førte NFH med 15-11, og den føring blev straks i anden halvleg udbygget til 17-11. Det blev også 20-13 til NFH, og man fornemmede, at pigerne var på vej mod en storsejr båret frem af ikke færre end 1.389 tilskuere, der som sædvandlig skabte en helt fantastisk stemning i Scandlines Arena og viste sig som Danmarks bedste publikum.

Men så gik tempoet lidt ud af NFHs angrebsspil, og langsomt fik Ringkøbing igen ædt sig ind på NFH’erne. Det blev 24-19, og i kampens slutfase var det lige ved at blive rigtig spændende, da Ringkøbing fik reduceret til 27-25. Men takket være et godt forsvar og nogle vigtige redninger af dagens fødselar, målvogter Bárbara “Babi” Arenhart, lykkedes det at holde stand og hive sejren hjem med slutcifrene 28-26.

Topscorer – og kampens spiller – blev Kristina “Mulle” Kristiansen med ni mål, mens Mariana Costa på højre fløj kom flot tilbage efter et par afbrændere i starten og scorede fem gange. Karol de Souza hamrede fire bolde i kassen, og på venstre fløj markerede Simone Toftdal sig med tre mål – samme antal som Mette Gravholt på stregen.

Roses skal også Mette Iversen Sahlholdt, som sammen med Bárbara Arenhart udgør et stærkt keeper-par. I det hele taget var der mange gode NFH-præstationer på en aften, hvor forsvaret i store dele af kampen stod rigtig godt, og hvor der i angrebsspillet i glimt blev vist meget høj klasse.

Næste opgave for NFH’erne er torsdag den 15. oktober, hvor der venter en meget svær udekamp mod Team Esbjerg. Næste hjemmekamp er søndag den 25. oktober, hvor SønderjyskE kommer på besøg.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen