Sejr over København – slutspillet er sikret!

Så er NFH endnu engang klar til slutspillet om det danske mesterskab.

Pladsen i top-8 blev endegyldigt sikret tirsdag aften med en sejr på 28-23 over København Håndbold foran 1.075 tilskuere i “Slaget om Østdanmark” hjemme i LÅNLET Arena.

Ofte er kampene mellem de to hold meget tætte og ganske målrige, men helt sådan udviklede det sig ikke denne gang – særligt i forhold til scoringsfrekvensen.

De to hold fulgtes ganske vist tæt ad i første halvleg, hvor gæsterne åbnede bedst, men aldrig fik skabt et større forspring end to mål.

København førte blandt andet med 6-8 efter 11 minutters spil, men så fulgte noget så usædvanligt i disse indbyrdes kampe som en scoringspause på seks et halvt minut, før Mia Svele scorede to gange i træk for NFH og udlignede til 8-8.

NFHs første føring kom efter knapt 22 minutter, da Charlotte Mikkelsen bragte de gulblusede foran med 10-9.

Men det lykkedes ikke at trække fra i den tætte første halvleg, som endte 13-13.
Det gjorde det til gengæld efter pausen. NFH bragte sig med tre scoringer i træk foran med 17-14 i starten af anden halvleg.

Resten af halvlegen forsøgte København forgæves at komme tilbage i førersædet, men NFH’erne holdt fast og bevarede roen, selvom københavnerne flere gange fik reduceret afstanden til et enkelt mål.

Kampen blev først for alvor afgjort i de sidste otte-ni minutter. Københavns reducering til 24-23 efter 51 et halvt minut blev nemlig gæsternes sidste scoring i kampen, og i de sidste fem-seks minutter fjernede NFH den sidste spænding om udfaldet med fire mål i træk.

Endnu engang var et godt forsvar og en god præstation af Cecilie Greve i målet medvirkende til sejren, men tålmodigt angrebsspil og en god udnyttelsesprocent på afslutningerne var også medvirkende faktorer.

Topscorere for NFH blev Elma Halilcevic med seks mål fulgt af Mulle, Mia Svele og Charlotte Mikkelsen med hver fire.

NFH holder nu en lille pause i Bambusa Kvindeligaen på grund af forestående landskampe. Næste kamp er den 9. marts ude mod Horsens.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen