Så kom sæsonens første sejr!

Tredje gang blev lykkens gang for NFH-pigerne i denne sæsons Boxer Dameliga. Efter uafgjort i de to første kampe vandt NFH søndag aften med 29-26 over hidtil ubesejrede SK Aarhus i fantastiske rammer hjemme i Scandlines Arena.

For øjnene af 1.367 medlevende tilskuere – et af de højeste tilskuertal i klubbens nyere historie – fik de gulblusede endelig den hjemmesejr, som holdet og ikke mindst NFH-tilhængerne har tørstet efter, siden Skive blev besejret samme sted for 10 måneder siden.

Kampen begyndte noget nervøst fra begge holds side, og til at begynde med blev der ikke scoret mange mål. Det skal for NFH’ernes vedkommende dog også tilskrives, at forsvaret stod rigtig godt, og med god aggressivitet fik man lukket ned for SK Aarhus’ langskytter. 1-2 blev til 4-2 og via 6-3 og 11-6 trak NFH stille og roligt fra gæsterne. Stillingen ved pausen var 14-10, og allerede der begyndte det at lugte af sejr.

Men en håndboldkamp varer som bekendt to gange 30 minutter, og SK Aarhus kom stærkt igen i starten af anden halvleg. Føringen skrumpede til 14-13, og pludselig var NFH bagud med 17-18. Angrebsspillet var gået i stå, og så tog cheftræner Niels Agesen time-out.

Det hjalp. Der kom mere flow i angrebsspillet, og i løbet af fem-seks minutter fik NFH vendt kampen på hovedet igen og bragt sig foran med 21-18 – endda i en periode hvor man også var i undertal i et par minutter på grund af en udvisning til Karol de Souza.

SK Aarhus kom ganske vist tilbage endnu en gang og fik skabt fornyet spænding med to mål i træk. Men tættere på end at være bagud med ét mål kom de ikke. NFH trak igen fra og var endda oppe at føre med fem mål – 28-23 – inden det hele endte med en 29-26 sejr til stor forløsning for hele holdet og det helt fantastiske publikum i Scandlines Arena.

Topscorere for NFH i dag blev Simone Spur, Nanna Willumsen og Mariana Costa med hver fem mål, mens Emelie Westberg, Mette Gravholt og Karol de Souza lavede fire mål hver.

Derudover skal det også noteres, at både Mette Iversen Sahlholdt og Bárbara “Barbi” Arenhart stod rigtig godt i NFH-målet.

Sejren bringer NFH op på fjerdepladsen i Boxer Dameligaen – blot ét point efter topholdet Randers, som er næste modstander på onsdag på udebane. Næste hjemmekamp er den 4. oktober, hvor Ringkøbing kommer på besøg.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen