Så kom der points på kontoen!

NFH fordoblede pointshøsten og spillede sig tilbage på en slutspilsplads, da Ajax København onsdag aften blev besejret med 30-27 efter 18-15 ved pausen.

Sejren var den første i Bambusa Kvindeligaen siden sæsonpremieren ude mod Vendsyssel, og det var den første ligasejr hjemme i LÅNLET Arena i rigtig mange måneder på grund af coronapause og sidenhen sommerferie.

NFH var foran fra start til slut i opgøret, men gæsterne var gode til at udnytte chancerne, når der blev lavet fejl i NFH-forsvaret.
Derfor lykkedes det aldrig de gulblusede at få slået det helt store hul til københavnerne.

NFH lagde ellers godt ud og førte med 7-3 efter syv minutters spil i en hæsblæsende start på kampen.

NFH bragte sig også foran med 14-8 godt midtvejs i første halvleg, men så fik Ajax fat igen, fordi NFH mistede lidt af rytmen i spillet, og pludselig var der kun to måls forspring, 15-13.

Ved pausen var føringen som nævnt 18-15, og anden halvleg blev for begge holds vedkommende mere præget af hårdt arbejde end af champagnehåndbold.

Knapt midtvejs var NFH igen ved at trække fra for alvor, da 23-20 blev til 26-20, men Ajax kæmpede stadig hårdt for at få points med hjem. De kom dog ikke tættere på end tre måls afstand.

Inden kampen blev NFHs afdøde tidligere formand Henrik Hansen mindet med oplæsning af et mindeord og efterfølgende et minuts bifald fra alle i hallen. Af samme årsag spillede NFH’erne også med sørgebind.

De to points, som sejren indbragte, sender NFHs total op på fire points og en placering som nummer otte.

Topscorere for NFH blev Lærke Nolsøe med otte mål og Dione Housheer og Johanna Forsberg med hver seks.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen