Revanchen glippede mod midtjyderne

Det lykkedes ikke for NFH-pigerne at få revanche for efterårets klare nederlag på udebane til Herning-Ikast, da de to hold onsdag aften atter tørnede sammen i Bambusa Kvindeligaen.

Knapt 500 tilskuere var på plads hjemme i LÅNLET Arena, selvom herrelandsholdet stort set samtidig mødte Frankrig ved EM.

Og de fremmødte kunne se en kamp, som langt hen ad vejen var tæt, men hvor gæsterne fra Midtjylland trak fra til sidst og endte med at vinde relativt klart med 26-32 efter en 12-15-føring ved pausen.

NFH fik ellers en god start på kampen og førte både 3-1 og 6-3, men blev så ramt af nogle tekniske fejl, og det straffede Herning-Ikast effektivt med fire scoringer i træk til 6-7.

NFH kom dog godt tilbage og generobrede føringen, så det efter 18 minutter stod 10-8 til de gulblusede.
Men i de sidste 12 minutter af første halvleg lykkedes det blot at score to gange, og så kunne Herning-Ikast genvinde momentum, og de sidste 12 minutter endte 2-7 til gæsterne, som kunne gå til pause foran med 12-15.

Anden halvleg begyndte ikke helt som håbet for NFH, der kom bagud med både 13-17 og 14-18.
Men så løb gæsterne ind i en udvisning og et par tekniske fejl, og det straffede NFH ved at reducere til 17-18.

Derefter fulgte en periode, hvor Herning-Ikasts føring lå og vippede på et til to mål, indtil Nikita van der Vliet med 13 minutter tilbage udlignede på straffekast til 23-23.

Desværre brændte NFH lidt for mange chancer i slutfasen, og seks minutter senere stod det 24-28.
NFH fik reduceret til 25-28, men to Herning-Ikast-scoringer i træk fjernede den sidste tro på et comeback til allersidst.

Nederlaget betyder, at NFH er dalet ned på syvendepladsen i det tætte felt lige efter top fire-holdene i ligaen.

Topscorere mod HIH blev Sofie Flader med seks mål og Celine Lundbye med fem.
NFHs næste kamp er allerede på lørdag, hvor turen går til Randers.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen