Pokalmestrene indleder 2019 med sejr
De nykårede danske pokalvindere fra NFH tog onsdag aften hul på håndboldåret 2019 med sæsonens længste udflugt i den hjemlige liga.
I Nørresundby mødte NFH ligaoprykkerne og bundholdet fra EH Aalborg, og det blev til den ventede favoritsejr til NFH på 21-28 efter 11-14 føring ved pausen.
NFH’erne var lidt længe om at komme i gang i kampen. Hjemmeholdet førte både 6-3 og efter 14 minutters spil med 8-6, men så tog de gul-blå for alvor fat og scorede syv gange i træk til 8-13, mens hjemmeholdet holdt en næsten 13 minutter lang scoringspause.
Dermed var kampbilledet vendt, favoritterne havde sat sig i førersædet, og der blev de siddende kampen ud.
Da de to hold mødtes i sæsonpremieren, vandt NFH med hele 21 mål. Det var vi ikke i nærheden af i aften, men mindre kan også gøre det.
Stillingen ved pausen var 11-14, og i anden halvleg trak NFH stille og roligt yderligere fra, og det hele endte altså med en syvmåls-sejr på 21-28.
Dermed er pigerne klar til at rette fokus mod den næste kamp, som spilles allerede på lørdag. Her gælder det Craiova fra Rumænien på udebane i den første kamp i EHF Cuppens gruppespil.
Topscorer mod EH Aalborg blev Anna Lagerquist med syv mål, mens Emelie Westberg nettede fem gange.