På revanchejagt i Østjylland 

NFH har revanche til gode, når holdet i aften genoptager kampprogrammet i Bambusa Kvindeligaen ovenpå landsholdspausen. Det sker med en udekamp imod Horsens Håndbold Elite, som vandt de to holds første indbyrdes opgør i sæsonen med hele 19-26 i Nykøbing.

Siden da er der gået næsten et halvt år og sket meget, og for NFH handler det i aften om at ride videre på den succesfulde bølge, som holdet har været inde i det sidste stykke tid.

Ambitionen er fortsat at slutte så højt oppe i tabellen som muligt, når grundspillet om få uger er slut, og hvis den aktuelle femteplads skal bevares, skal der meget gerne to points med hjem fra Horsens i aften.

Det bliver dog ikke nogen let opgave.

Hjemmeholdet har de sidste par år oprustet kraftigt i bestræbelserne på at vende tilbage til toppen af dansk kvindehåndbold og ligger aktuelt på den ottendeplads som akkurat giver adgang til slutspillet. 

Men de bliver åndet i nakken af Aarhus United og har derfor også brug for en sejr.

Horsens råder blandt andet over profiler som den svenske landsholdsspiller Nina Dano, den tidligere danske landsholdsstreg Stine Bodholt samt Majbritt Toft Hansen og Laura Damgaard, som begge flere gange har været inde omkring det danske landshold, og for nylig er de også blevet forstærket i bagkæden med Kristin Thorleifsdottír, som blev hentet i Randers i december.

Det er med andre ord et hold med mange dygtige spillere i truppen, som NFH’erne skal forsøge at besejre i aften.

Der er kampstart klokken 19.

KOM SÅ ALLE SAMMEN! ER I KLAR? VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen