På julepause på en femteplads

NFH-pigerne kan holde jul og nytår i vished om, at de aktuelt er i top 5 i Danmark.

Selvom det onsdag aften blev til et stort nederlag på  27-36 mod Team Esbjerg for øjnene af næsten 1.000 tilskuere hjemme i LÅNLET Arena, så ligger NFH godt til i tabellen her, hvor første halvdel af grundspillet nu er færdigspillet.

Selvom onsdagens opgør altså endte skidt, så begyndte det faktisk rigtigt godt for NFH i det første kvarters tid. 

De gulblusede havde let ved at spille sig til åbne chancer, og effektiviteten fejlede heller ikke noget.

Inden der var spillet fire minutter, havde NFH bragt sig foran med 4-1, og det blev også 7-4 og 9-6.

Men stille og roligt fik esbjergenserne justeret forsvaret en smule, og NFH fik gradvist sværere ved at finde hullerne i vestjydernes defensiv.

Team Esbjerg fik udlignet til 11-11 efter et kvarter, men NFH holdt sig et mulehår foran, til der var spillet 19 minutter, hvor gæsterne bragte sig foran for første gang i kampen med 13-14.

Det lykkedes desværre ikke NFH at komme tilbage i førersædet igen.

Team Esbjerg øgede stille og roligt føringen til 13-16 og 17-20 ved pausen.

En underholdende første halvleg i et højt tempo og med mange mål, men ikke lige med den fordeling af scoringerne, som størstedelen af publikum i LÅNLET Arena havde håbet på.

Det gik dog først for alvor skævt i starten af anden halvleg, hvor NFH blot scorede en enkelt gang i de første 13 minutter.

Det udnyttede Team Esbjerg til at bringe sig foran med 10 mål, 18-28.

Team Esbjergs fysisk stærke og hurtige spillere har flere gange tidligere gjort det mere end svært for NFH.

Det lykkedes dog de gulblusede at få gang i målscoringen igen, så den sidste del af kampen sluttede isoleret set med en sejr til NFH på et enkelt mål.

Men nu afvikles håndboldkampe som bekendt over to gange 30 minutter, så i sidste ende måtte NFH’erne forlade banen med et nederlag på ni mål.

Topscorere for NFH blev Celine Lundbye Kristiansen med fem mål, mens Elma Halilcevic og Johanna Westberg scorede fire gange hver.

NFHs spiller på grund af det forestående VM og derefter jul og nytår først den næste ligakamp 2. januar, hvor Skanderborg kommer på besøg.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen