Oprykkerne på besøg

Ovenpå en tur til Tyrkiet med kvalifikationskamp til European League venter der i aften NFH en lidt mere velkendt modstander hjemme i Spar Nord Arena – og så alligevel ikke helt.
Det er nemlig oprykkerne fra SønderjyskE, som vi skal møde i dag i Kvindeligaen.
Og selvom sønderjyderne har flere års erfaring med ligahåndbold, så ligger det nogle sæsoner tilbage i tiden.
Vi kender dog en enkelt af spillerne ganske godt, for højrefløjen Pernille Johannsen har som bekendt tidligere spillet her i NFH.
– Vi kender også stregspilleren Josefine Dragenberg og Louise Ellebæk på venstre back, der tidligere har spillet i ligaen, men som hold er de ukendte, siger Jakob Larsen om oprykkerne, der har fået en hård start på sæsonen og i skrivende stund ligger på sidstepladsen uden points.
Derfor tøver han heller ikke med at fastslå, at det er en kamp, NFH skal vinde.
– Vi skal sætte os på dem fra start og ikke give ved dørene, for de kan altså godt spille håndbold.
– Vi skal spille med koncentration og vilje og gøre det, vi plejer. Og så skal vi minimere fejlene, lyder det fra Jakob Larsen.
DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM! ER I KLAR TIL AT STØTTE PIGERNE 110 PROCENT FRA START TIL SLUT IGEN I AFTEN? SELVFØLGELIG ER I DET! KOM SÅ, ALLE SAMMEN. VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen