Odense var for stor en mundfuld

Det lykkedes ikke NFH at få point med fra onsdagens sene opgør i HTH Ligaen mod Odense Håndbold.

Hjemme i LÅNLET Arena tabte de gulblusede klart med 22-30 efter 10-13 ved pausen for øjnene af 967 tilskuere.
Opgøret bød på et comeback til Johanna Westberg og en fantastisk indsats af Kristina “Mulle” Kristiansen, som scorede hele 10 gange og dermed havde sidste hånd på næsten halvdelen af alle NFHs mål.

Men lige lidt hjalp det på en aften, hvor gæsterne med de mange landsholdsspillere relativt tidligt i opgøret begyndte at trække fra. NFH var foran med 1-0 og 2-1 og var med til stillingen 3-4. Men så røg holdet ind i en periode på knapt 10 minutter uden scoringer, og det udnyttede Odense til at bringe sig foran med 3-9. NFH’erne fik dog kæmpet sig tilbage mod slutningen af første halvleg, hvor Odenses forspring skrumpede til 9-11. Men til sidst trak fynboerne lidt fra igen og kunne gå til pause foran med 10-13.

Johanna Westberg fik flere perioder på banen, men der mangler naturligt nok lidt endnu, før hun er tilbage på det samme høje niveau, som hun havde, før hun blev gravid for snart et år siden.

Anden halvleg begyndte med en NFH-reducering ved Mulle til 11-13, men så strammede Odense grebet igen og øgede føringen til 11-16. Det blev også 15-22 knapt midtvejs i halvlegen og 18-26 med 10 minutter igen, inden det hele altså sluttede med et nederlag på 22-30 på en aften, hvor Odense-keeper Althea Reinhardt, med en fortid i NFH, havde en væsentlig andel i sit holds sejr med en redningsprocent over de 40. Og på venstre fløj bidrog Lærke Nolsøes landsholdskollega Freja Cohrt med syv scoringer på otte forsøg.

Topscorer for NFH blev som nævnt Mulle med 10 mål, mens Dione Housheer nettede fem gange og Anna Lagerquist tre.
NFH ligger trods nederlaget fortsat nummer ni i HTH-Ligaen.

Næste opgør er på mandag ude mod oprykkerne fra Horsens.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold