Nyt nederlag i endnu et målorgie

Kedeligt har det ikke været, NFHs start på den nye sæson i Bambusa Kvindeligaen.

I premieren ude mod Vendsyssel blev der scoret 64 mål (25-39 sejr). I mandags hjemme mod Viborg blev der scoret 69 mål (33-36 nederlag) og torsdag aften blev det til 68 mål, da København Håndbold var på besøg i LÅNLET Arena.

Desværre scorede gæsterne flest gange, og dermed endte det med et 32-36 nederlag til NFH – altså næsten samme resultat som mod Viborg.

Trods det resultatmæssigt dårligere udfald, var NFH faktisk bedre med i store perioder af kampen mod København, end det var tilfældet mod Viborg.

NFH fik en god start og holdt i en periode på fem minutter gæsterne fra at score, og så blev 4-4 vekslet til en 7-4 føring til NFH. Det blev også 8-5, inden københavnerne kom tilbage og fik udlignet til 8-8.

Men NFH’erne var godt kørende angrebsmæssigt og bragte sig foran igen, 11-9. Så begyndte det langsomt at gå skævt, og København vandt det sidste kvarters tid af første halvleg med 3-10 og kunne dermed gå til pause med en komfortabel føring på 14-19.

Det skyldtes blandt andet et velfungerende 5:1-forsvar, hvor NFH’erne igen og igen løb ind i blindgyder eller lavede fejl, som blev straffet i den modsatte ende.

Starten på anden halvleg var heller ikke opløftende set med NFH-briller. Inden der var gået fem minutter stod der 15-24 på måltavlen.

NFH forsøgte også at spille syv mod seks, men det gav heller ikke den store succes.

Pludselig begyndte tingene alligevel at gå NFHs vej. I næsten 11 minutter lykkedes det at holde København fra at score, og så blev 16-25 til 22-25, og troen på tingene vendte for alvor tilbage blandt de gulblusede både på banen og på tilskuerpladserne i LÅNLET Arena.

Desværre lykkedes det aldrig at komme tættere på. Københavnerne red stormen af og holdt NFH fra at levere det comeback, der ellers ville have lunet både i tabellen og ikke mindst mentalt.

32-36 nederlaget betyder, at NFH indtil videre indtager 6. pladsen i Bambusa Kvindeligaen.

Topscorere mod København blev Johanna Westberg med seks mål og Sofie Olsen med fem.

NFH skal allerede i kamp igen på mandag, når de dobbelte danske mestre fra Team Esbjerg kommer på besøg i LÅNLET Arena i ottendedelsfinalen i landspokalturneringen Santander Cup.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen