Ny målfest i vente?

NFH har i den grad været garant for underholdende håndbold og masser af mål i sæsonens første kampe.
Efter de tre første runder af Bambusa Kvindeligaen er de gulblusede både det hold, der har scoret flest mål (104) og også det hold, der er scoret flest mål imod (97).

Aftenens modstandere fra Team Esbjerg plejer også at være garanter for tempofyldt og underholdende håndbold, så mon ikke vi får endnu en kamp, hvor speederen er trykket i bund, og håndbremsen er efterladt i garagen?

I aften handler det dog ikke om ligapoints, men om at sikre sig en plads i kvartfinalerne i landspokalturneringen Santander Cup.

Men for at det ikke skal være løgn, så skal de to hold mødes igen allerede om to dage i ligaen – denne gang i Esbjerg, og så handler det om ligapoints.

Selvom NFH har lukket mange mål ind i de sidste par kampe, så har fokus til træning alligevel primært været rettet imod angrebsspillet siden nederlaget til København Håndbold i torsdags.

Cheftræner Jakob Larsen var nemlig langt hen ad vejen udmærket tilfreds med forsvarsspillet i modstandernes etablerede angrebsspil.

Problemet var, at NFH’erne havde svært ved at finde løsninger, da København gik frem og dækkede 5:1, og det førte til en masse fejl, som kostede mål i den anden ende.

– Nu har vi trænet så meget i at spille mod et 5:1-forsvar, at jeg vil håbe, at Esbjerg dækker 5:1 imod os. I de øvrige kampe har de dækket meget med en skæv 5:1-formation, så det har vi trænet meget imod, afslører Jakob Larsen.

Han tilføjer dog, at NFHs chancer for succes naturligvis handler om mere end, hvordan gæsterne vælger at dække op.
– Lige meget hvad, så er det vigtigt, at vi spiller sikkert og ikke kaster bolden “i havet” efter tre afleveringer, formaner cheftræneren.

– Mod Viborg var det vores defensiv, der var problemet. Mod København var det offensiven, der haltede. Nu håber vi, at begge dele fungerer i aften mod Esbjerg, tilføjer han.

Jakob Larsen advarer samtidig imod at skrue forventningerne til holdet for højt op for tidligt.

– Vi er stadig kun i begyndelsen af sæsonen, og man skal huske på, at vi har fået otte nye spillere, heriblandt en helt ny midtersektion i forsvaret og en ny keeper, og de skal lige spilles sammen. Samtidig er vores hold yngre, end det var sidste år, så vi er i en proces, hvor vi bygger nye lag på hele tiden.
– Men jeg er sikker på, at vi med tiden både vil kunne spille lige op med og slå de bedste hold, siger Jakob Larsen.

KÆRE DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM! ER I KLAR? PIGERNE HAR BRUG FOR AL JERES OPBAKNING IGEN I AFTEN. KOM SÅ!
LIGEGYLDIGT OM VI SKAL SIDDE ELLER STÅ, VIL VI ALTID STØTTE NFH!!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen