Nu begynder pokal-jagten for alvor

Sæsonen 2020/21 slutter for NFHs vedkommende med et brag, når ligapigerne i denne weekend stiller op som det ene af de fire hold i det store Final 4-stævne i Odense, der afslutter landspokalturneringen Santander Cup.

Det er kampe og oplevelser som disse, spillerne træner dag ud og dag ind for at være med til, og det er kampe som disse, der også betyder noget ekstra for klubber, sponsorer og fans.

Derfor skal vi også huske at nyde det, påpeger NFH-cheftræner Jakob Larsen.

– Bare det at nå hertil er stort. Der er mange spillere, der aldrig kommer til at opleve at deltage i Final 4 i løbet af hele deres karriere, siger han.

NFH’erne indleder jagten på medaljer og pokal med en semifinale mod København Håndbold, som har drillet os flere gange tidligere.

Begge hold er i den lidt specielle situation, at de stort set ikke har spillet en kamp siden sidste runde i ligaslutspillet for lidt over en måned siden.

NFH fik mulighed for at teste kampformen lidt i pokalsejren over TMS Ringsted for en god uges tid siden, men København har ikke spillet siden liganederlaget til Silkeborg-Voel 1. maj. Så måske har NFH en lille fordel der, funderer Jakob Larsen.

– Ingen af holdene har spillet ret meget længe, så fejlprocenten kan godt gå hen og få endnu større betydning for udfaldet, end man normalt ser, spår NFH-træneren.

Og netop for mange tekniske fejl var ifølge Jakob Larsen en stor del af forklaringen på, at københavnerne trak sig sejrrigt ud af begge indbyrdes opgør mod NFH i ligaen i denne sæson.

– Vi skal løbe med dem, men vi skal samtidig undgå at “kaste boldene i havet”, når vi er i angreb.
– Og forsvarsmæssigt skal vi være mere klar på at dæmme op for Christina Wildbork, end vi var sidst, siger Jakob Larsen og nævner i samme moment det unge talent Clara Skyum Thomsen, hollandske Larissa Nusser og målvogterne Johanna Bundsen og Amalie Milling som andre markante profiler hos holdet fra Frederiksberg.

Men selvom NFH-træneren mener, at vi har en lille fordel i forhold til mængden af aktuel kamptræning, tøver han ikke med at placere favoritrollen hos København.

– Men på et tidspunkt slår vi dem igen, og hvorfor ikke i dag? Lad os prøve at gentage pokaleventyret fra Esbjerg i 2018. Vi glæder os til at komme i gang!, fastslår Jakob Larsen.

Pokaleventyret fra 2018 var som bekendt der, hvor NFH for første gang vandt Final 4. Kan vi skabe et nyt eventyr i H.C. Andersens by? Første del af svaret får vi klokken 13.30 i eftermiddag. Har man ikke sikret sig billet til kampen, kan den følges direkte på TV2 Charlie.

Bagefter møder de nykårede danske mestre fra Odense bronzevinderne fra Herning-Ikast i den anden semifinale.

KOM SÅ ALLE SAMMEN! VI KAN GØRE DET HER! UANSET OM VI SKAL SIDDE ELLER STÅ, VIL ALTID STØTTE NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen