Nykøbing Falster
Håndboldklub

NFH vinder af Super Cuppen

Indlæg fra d. 29. august 2017


NFH indledte den nye sæson med endnu en pokal til samlingen.

Det skete, da ligapigerne tirsdag aften vandt en sikker sejr på 30-23 i Super Cuppen over de forsvarende pokalvindere fra Randers HK på neutral bane i Roskilde. Super Cuppen er et møde mellem sidste sæsons mestre og pokalvindere, og i år var det altså mestrene, der trak sig sejrrigt ud af den duel.

NFH førte – bortset fra et par enkelte gange, hvor det stod uafgjort – fra start til slut, så på den baggrund må sejren siges at være fuldt fortjent. Første halvleg var nogenlunde jævnbyrdig, selvom NFH var en smule foran stort set hele vejen. Angrebsspillet kørte rigtigt fint i det meste af halvlegen, og det er tydeligt, at spillerne bliver bedre og bedre til at finde hinanden og få tempo i spillet.

NFH første både 2-0, 6-4 og 10-8, og ved pausen var stillingen 16-15 til de gul-blå.
I pausen fik de forsvarende mestre justeret forsvaret lidt, og det gjorde det svært for Randers at trænge igennem, og i målet fik Cecilie Greve bedre og bedre fat i sine gamle holdkammerater, hvilket betød, at Randers blot scorede otte mål efter pausen.

Angrebsmæssigt var det “Mulle” og Johanna Westberg, der var toneangivende for NFH. “Mulle” scorede ni gange, og Johanna Westberg bombede igen og igen kugler i kassen fra distancen, selvom Randers-forsvaret til tider tog temmelig godt fat for at stoppe hende. Men lige lidt hjalp det. 11 mål scorede kampens bedste NFH’er mod den klub, som hun forlod forud for sidste sæson for at drage til NFH, hvor hun nu både kan skrive dansk mester og Super Cup-vinder på cv’et.

NFH’erne udbyggede føringen stille og roligt i løbet af halvlegen, og med godt to minutter igen af kampen kunne de mange medrejsende NFH-tilhængere synge “Sejren er vor” i forvisning om, at Randers ikke ville kunne nå at hente mestrenes forspring.

Dermed har cheftræner Jakob Larsen efter kun omkring halvanden måned i jobbet allerede sikret sin første titel som NFH-træner. Vores guldtræner fra sidste sæson, Niels Agesen, måtte derimod rejse hjem fra Roskilde uden titel, og efter kampen erkendte han hurtigt, at det bedste hold på dagen vandt.

Men mon ikke, der venter flere sejre forude for Niels og Randers-pigerne?
Det håber vi i hvert fald også, at der gør for NFH-pigerne, og næste gang de skal i aktion er på mandag, hvor modstanderen er Team Esbjerg på udebane i sæsonpremieren i HTH Go Ligaen.

Simple Share Buttons