Nykøbing Falster
Håndboldklub

NFH er videre i Champions League!

Indlæg fra d. 10. november 2017


NFH sikrede sig fredag aften avancement til næste gruppespil – den såkaldte main round – i EHF Champions League.

Det skete med en storsejr på 28-36 efter 10-15 ved pausen på udebane mod puljens svageste hold, polske Wistal Gdynia. NFH, der også besejrede polakkerne sikkert på hjemmebane, var i føring og kontrol stort set fra start til slut, hvis man ser bort fra starten af anden halvleg, hvor polakkerne fik lov at komme helt tæt på.

Det var især en god indsats i forsvaret og af Cecilie Greve i mål, der gav NFH en god start. 3-3 blev til 3-7 cirka midtvejs i første halvleg, og det forspring kæmpede polakkerne resten af halvlegen forgæves med at indhente. Det blev 8-13, og da spillerne gik til pause så det stadig rigtigt godt ud for NFH med en 10-15 føring.

Det nåede også at blive 10-16, men så gik NFH i stå angrebsmæssigt, og i løbet af få minutter havde Wistal Gdynia pludselig udlignet til 18-18, og det fik måske nogle både på og udenfor banen til at tænke tilbage på ligakampen ude mod TTH Holstebro for nogle uger siden, hvor NFH også førte stort, men måtte nøjes med uafgjort.

Sådan gik det dog ikke denne gang. Træner Jakob Larsen tog en time out ved 17-18 og fik justeret lidt i både forsvar og angreb, og så afgjorde NFH-pigerne reelt kampen på syv fantastiske minutter, hvor de gul-blå scorede ikke færre end ni (9!) gange i træk til stillingen 18-27, og dermed var de sidste rester af håb ude for hjemmeholdet.

Resten af kampen blev der “byttet mål”, så afstanden mellem holdene forblev stort set den samme, og dermed kunne NFH til sidst tage et sikkert skridt videre i verdens største klubturnering efter en sejr på 28-36. Kæmpe tillykke til hele holdet og alle omkring det med den videre kvalifikation.

Topscorer for NFH blev Johanna Westberg med 11 mål.
Det var i øvrigt ikke kun inde på banen, at NFH vandt en storsejr. Ude på tilskuerpladserne fulgte en stor gruppe medrejsende NFH-tilhængere  og -sponsorer pigerne på tætteste hold, og – naturligvis fristes man til at sige – dominerede de lydbilledet fuldstændig og gav spillerne en opbakning som om, det var NFH, der var på hjemmebane.

Sejren sender altså NFH videre til næste gruppespil, men der resterer stadig en enkelt kamp i det nuværende gruppespil, og den er ikke blevet mindre vigtig efter aftenens sejr.

Det er på næste søndag, 19. november, hvor NFH møder slovenske Krim Mercator for fuld POWER på hjemmebane i Arena Næstved. Hvis NFH også kan vinde her, går vi videre til næste gruppespil med fire points i stedet for to, da man kun tager points erobret mod de øvrige hold i top tre i puljen med videre. Og alle points skal være mere end velkomne, for der venter NFH et endnu vanskeligere gruppespil efter nytår, hvor modstanderne bliver FC Midtjylland, det russiske storhold Rostov Don og ikke mindst de forsvarende Champions League-mestre Györi fra Ungarn.

Så hvis du ikke allerede har købt billet til kampen i Næstved, så skynd dig at gøre det.
Inden kampen i Næstved spiller NFH efterårssæsonens sidste kamp i HTH Go Ligaen. Det er på onsdag hjemme i Power Arena i Nykøbing mod oprykkerne og bundholdet fra Ajax.

Simple Share Buttons