NFH tilknytter fløjtalent

I samarbejde med NFH’s nye Platin Partner McDonald’s, har NFH fra den kommende sæson sikret sig, en af landets største fløjtalenter, Lærke Nolsøe fra Team Tvis Holstebro.

Fra den kommende sæson trækker en af de største fløjtalenter i Danmark den gule NFH trøje over hovedet. NFH har nemlig tilknyttet venstre fløjen Lærke Nolsøe på to årig aftale.

Cheftræner Niels Agesen ligger heller ikke skjul på, at hun er blandt de største talenter på sin position og kan bidrage med meget til NFH i næste sæson.

”I mine øjne er Lærke et af de største fløjtalenter i Danmark. Hun kommer fra et fantastisk miljø, hvor hun har stået bag en af de bedste på positionen. Hun ved, hvad der skal til og jeg er overbevist om, at såfremt Lærke vil det, kan vi være med til at løfte hende yderligere. Hun er klar til at tage større ansvar og vil uden tvivl kunne bidrage med tempo og eksplosivitet. Så jeg glæder mig til at se Lærke i den gule trøje”, udtaler Niels Agesen.

Lærke Nolsøe, der har 62 U-landskampe med 179 mål til følge og 2 kampe på udviklingslandsholdet på CV’et, ser frem til, at få mere ansvar fra næste sæson i NFH.

”Jeg valgte NFH fordi, det virker til at være en spændende klub med et godt miljø og høje ambitioner, som stemmer overens med mine egne ambitioner. Derudover føler jeg mig klar til at skulle tage mere ansvar, hvilket jeg ser muligheder for hos NFH”, fortæller Lærke Nolsøe og tilføjer:

”Jeg er klar til der skal ske noget nyt i mit håndbold liv og jeg synes, at NFH passer perfekt til, hvad jeg har i tankerne. Jeg forventer, at se en personlig udvikling både på og udenfor banen. Jeg glæder mig utroligt meget til at starte op hos NFH og forhåbentlig byde ind med, hvad jeg kan som håndboldspiller”

Lærke Nolsøe, der bliver præsenteret i samarbejde med NFH’s nye Platin partner McDonald’s, kan desuden bryste sig af at have vundet bronze ved U17 EM og U18VM, mens det sidste sommer ved U19 EM blev til en medalje af fineste karat.

Mikkel Schelbli – Supervisor hos McDonald’s fortæller om deres opbakning til NFH Version 2.0+ og oprustningen til at drille i Top 4 striden for næste sæson i Primotours Ligaen, ” Det er med stor glæde og stolthed, at vi hos McDonald’s i Nykøbing Falster har indgået et partnerskab med NFH Håndbold. NFH har sat et spændende projekt i søen som vi, som restaurant og virksomhed i Nykøbing, ønsker at støtte op om. Lokalborgerne viser os hver dag deres opbakning, og med dette samarbejde føler vi nu, at vi kan give lokalborgerne samme opbakning tilbage. Vi er derfor meget glade og stolte af at være en del af NFH Version 2.0+”

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen