NFH tilbage på tredjepladsen

Der var kram og klapsalver til Sarah Iversen i hendes første kamp tilbage i POWER Arena efter klubskiftet til Herning-Ikast Håndbold, men så var det også slut med gæstfriheden fra NFH-pigerne og de knapt 1.100 tilskuere i tirsdagens topkamp i HTH Ligaen.

NFH vandt en relativt sikker sejr på 30-25 efter 20-15 ved pausen og overtager dermed tredjepladsen i rækken fra netop HIH.

Sejren blev, som cifrene antyder, grundlagt på en flot første halvleg, hvor NFH brillierede i angrebsspillet, og hvor langt de fleste afslutninger gav mål. Der blev spillet med masser af tempo, bevægelighed og træfsikkerhed mod et rækkens sædvanligvis bedste forsvar.

Anden halvleg blev langt mere spændende og jævnbyrdig. Gæsterne fik meget bedre styr på forsvaret, hvor NFH i løbet af halvlegens første tredjedel blot scorede en enkelt gang.

Johanna Westberg, som før pausen kom til flere fine afslutninger, blev markeret meget tættere, og generelt fik midtjyderne lukket bedre af for NFHs skytter.

Forspringet blev langsomt mindre og mindre, og med knapt fem minutter igen var det helt nede på et enkelt mål, 26-25.

Men så lukkede målvogter Cecilie Greve helt af, og HIH scorede slet ikke i resten af kampen, hvor NFH’erne var bedst til at holde hovederne kolde i heksekedlen i POWER Arena, og så endte det hele med uafgjort 10-10 i anden halvleg og en klar NFH-sejr på 30-25.

Med til historien hører også, at gæsterne i kraft af hele syv udvisninger spillede en del mere i undertal end NFH, der fik to udvisninger undervejs.

Topscorer for NFH blev som så ofte før Johanna Westberg med 11 mål fulgt af Ayaka Ikehara med fem.

Næste opgør for NFH er på søndag for fuld POWER i Arena Næsted mod svenske H65 Höör i EHF Cuppen.

 

Woman Of The Match blev, Ayaka Ikehara – Som blev kåret efter kampen af Advokatfirmaet Drachmann…. Stort Tillykke.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF cup NFH i HTH Ligaen