NFH tilbage på sporet med sikker sejr

NFH’erne kunne efter tre kampe uden fuldt udbytte atter synge sejrssang mandag aften, da opgøret mod Randers HK i Bambusa Kvindeligaen blev vundet med 27-19 efter 15-12 ved pausen.

NFH stod kampen igennem godt i forsvaret, hvor man vekslede mellem at dække fladt eller gå frem på Randers-skytterne. Samtidig havde målvogter Louise Egestorp, i godt samarbejde med både forsvaret og stolperne, en rigtig god aften på “kontoret” og stod med en redningsprocent på hele 53(!).

Gæsterne fulgte pænt med de første minutter, men så trak NFH lidt fra med tre scoringer i træk fra 2-2 til 5-2.

Det blev også 8-5 til NFH, inden det var Randers’ tur til at score tre gange i rap til udligning 8-8 efter 17 minutter.

Det var sidste gang, Randers var på omgangshøjde med NFH, som via 11-8 og 13-9 trak stille og roligt fra, og ved pausen var stillingen 15-12 til NFH.

Gæsterne kom skidt i gang efter pausen, og der skulle gå syv minutter, før måltavlen i LÅNLET Arena blev aktiveret ud for Randers’ navn. Det var, da Nicoline Olsen reducerede til 18-13.

NFH’erne virkede til at være i fuld kontrol gennem hele anden halvleg, og selvom det ikke var den smukkeste kamp, der er blevet spillet i LÅNLET Arena, så var der masser at glæde sig over set med gul-blå briller.

Blandt andet var Emilie Steffensen tilbage igen i fuld vigør efter en mindre skade, og fuld vigør var anfører Lærke Nolsøe også i. Otte mål blev det til fra Lærkes hænder, og hun blev dermed topscorer for NFH foran Johanna Westberg, der scorede fem gange. Hæderen som kampens spiller gik dog fortjent til “muren” i målet, Louise Egestorp.

Med sejren rykker NFH, i hvert fald for en stund, op på sjettepladsen i ligaen. Næste opgør er også på hjemmebane, 17. februar, hvor Horsens kommer på besøg i LÅNLET Arena.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen