NFH tilbage på sejrssporet

NFH fik tidligt søndag aften en tiltrængt sejr og to ligeledes tiltrængte points, da Ajax København blev besejret med 22-18 for øjnene af 978 tilskuere i HTH Liga-opgøret i LÅNLET Arena efter 12-8 ved pausen.

NFH gav straks fra start debut til den seneste nyerhvervelse Matilde Schæfer, og fik både markeret sig godt i forsvaret og med sit første mål i den gule trøje, da hun udlignede til 1-1 efter godt et minuts spil.

Det er længe siden, at NFH har haft så mange spillere til rådighed til en ligakamp, og det gav mulighed for at skifte godt ud undervejs. Det gav blandt andet masser af spilletid til det unge lokale fløjtalent Emma Thomsen, som løste sine opgaver fint uden dog at komme på måltavlen.

Kampen begyndte meget lige, og der skulle gå næsten 10 minutter, før NFH kom foran første gang. Det var da Anna Lagerquist scorede til 4-3.

Gæsterne stod i det hele taget ganske godt i forsvaret gennem det meste af kampen, hvor de med både bevægelse og masser af fysik gjorde det svært for NFH at få gang i målscoringen for alvor.

Omvendt stod NFH og ikke mindst målvogter Cecilie Greve også godt i den modsatte ende, og derfor blev det ikke noget målrigt opgør.

NFH fik slået et lille hul omkring midtvejs i første halvleg, hvor 3-3 blev til 8-4. Men Ajax-pigerne gav ikke op så let og fik kæmpet sig tilbage til 8-7.

Frem mod pausefløjtet lykkedes det dog NFH at genskabe firemåls-føringen, så stillingen ved halvtid var 12-8.

Anden halvleg blev isoleret set helt lige, 10-10, men undervejs var NFH foran med både 19-13 og 21-14. I de sidste minutter slækkede de gulblusede dog lidt på grebet, men to points er to points, og undervejs blev der også spilletid til Karoline Tambour og Lykke Frank Hansen. 

Sidstnævnte skulle kun bruge ganske få sekunder, fra hun kom på banen, så havde hun banket bolden i kassen til 22-16.

Topscorere for NFH blev Lærke Nolsøe med seks mål og Dione Housheer med fem, heraf fire på straffe.

Sejren sender NFH op på niendepladsen med fire points, to points fra en slutspilsplads. Nu venter en landsholdspause, og næste opgave for NFH er derfor først den 7. oktober, hvor der venter en svær kamp ude mod formstærke Herning-Ikast.

 

Cecilie Greve blev Woman Of The Match – Og blev kåret af FOLKETIDENDE midt på banen i LÅNLET Arena efter kampen.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold