NFH tæt på europæisk påskemirakel

NFH var påskedag tæt på at gøre det umulige i returkampen i EHF Cup-semifinalen mod tyske SG BBM Bietigheim – nemlig at indhente tyskernes 11-måls forspring fra den første semifinale.

Desværre blev det ved lige ved og næsten og en fire-måls sejr efter en kamp, der blev noget mere spændende, end mange måske havde forventet på forhånd ovenpå tyskernes storsejr en uge tidligere.

Men i Scandlines Arena Næstved – hvor NFH aldrig har tabt – var det de gul-blå, der svang taktstokken stort set fra start til slut.

I den første semifinale havde NFH store problemer i forsvaret med at matche tyskernes tempo og fysik. Det havde man lært af, og forsvaret stod langt bedre i returkampen – og i målet havde Mette Iversen Sahlholdt også en af sine gode dage.

Det betød, at NFH efter en jævnbyrdig start kunne bringe sig foran med 8-4, og allerede der begyndte de godt 2.400 tilskuere så småt at dufte, at det kunne blive en stor eftermiddag. Endnu bedre blev det i sidste halvdel af første halvleg, hvor NFH nærmest gik mål-amok og bragte sig foran med både 18-11 og 20-12, inden det blev 20-13 ved pausen.

Dermed var over halvdelen af Bietigheims forspring fra den første kamp allerede hentet, og NFH havde endda klaret sig bedre i første halvleg i Næstved, end Bietigheim gjorde i første halvleg af opgøret i Ludwigsburg, som sluttede med tysk føring på 19-13.

Og det blev ikke mindre spændende efter pausen. NFH fortsatte på samme høje niveau, og pludselig stod det 26-16. 10 måls forspring og altså kun ét mål fra at være bedst i det samlede regnskab med mulighed for at spille sig i NFHs første europæiske finale nogensinde.

Desværre formåede pigerne ikke at holde fast i det sidste kvarter. Bietigheim fik reduceret til 30-25, og langsomt fusede håbet om et dansk påske-håndboldmirakel ud.

Kampen sluttede 32-28 til NFH, og Bietigheim går videre til finalen mod russiske Rostov Don med samlet 66-59.
Selvom spillerne naturligt nok var skuffede efter kampen, så er der masser af positive takter at tage med sig til de kommende DM-semifinaler mod enten Viborg eller Odense.
Den første semifinale spilles 25. april i Scandlines Arena i Nykøbing, og kampen er meget tæt på at være udsolgt.

Topscorere for NFH mod Bietigheim blev Kristina “Mulle” Kristiansen og Mette Gravholt med syv mål hver, mens Nathalie Hagman scorede seks og Johanna Westberg fem gange.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen