Nykøbing Falster
Håndboldklub

NFH slutter året med vigtig sejr

Indlæg fra d. 19. november 2017


NFH slutter året med vigtig sejr i Champions League

2017 har i den grad været et historisk håndboldår for NFH. Danmarksmester i foråret, Super Cup-triumf i eftersommeren og Champions League-deltagelse for første gang i efteråret.

Og eventyret fortsætter efter nytår, hvor NFH som bekendt har kvalificeret sig til hovedrunden, og dermed endnu et gruppespil, i Champions League.

Søndag eftermiddag blev det så afgjort, at NFH tager fire points med over i hovedrunden, da de gul-blå besejrede slovenske Krim Mercator med 28-26 i den sidste runde af det indledende Champions League-gruppespil for fuld POWER i Arena Næstved. Sejren betyder også, at NFH slutter som nummer to i puljen efter CSM Bucuresti, men de fire førnævnte points er langt de vigtigste.

De giver nemlig NFH noget bedre muligheder for måske at slutte blandt de fire bedste hold i gruppen og dermed indløse en nærmest sensationel billet til kvartfinalerne.

Men det ligger stadig langt ude i fremtiden, så lad os i stedet glæde os over, at NFH-pigerne trods mange kampe på det seneste og en smallere trup end dagens modstander var i stand til at kæmpe sig til endnu et europæisk superresultat.

NFH havde det ellers lidt svært i perioder i første halvleg i kampen, der foregik i et opskruet tempo, hvor ingen af holdene gav ved dørene. På et tidspunkt var gæsterne foran med tre mål, men på en flot slutspurt lykkedes det NFH at nå næsten på omgangshøjde ved pausen, hvor Krim førte 11-12.

Men NFH er svære at slå, når der spilles i Arena Næstved, og det var også tilfældet i dag. Båret frem af et fantastisk hjemmepublikum – som i øvrigt fik modspil af cirka 30 medrejsende Krim-fans – blev NFH’erne ved med at kæmpe og løbe med slovenerne, men kampen bølgede alligevel frem og tilbage helt frem til de allersidste minutter.

Krim var hurtige til at straffe det med scoringer, når NFH’erne lavede fejl. Til sidst havde NFH dog marginalerne med sig, og med cirka halvandet minut igen bragte de gulblusede sig foran med tre mål, og så vidste de knapt 2.800 tilskuere godt hvad klokken var slået, og jublen kunne for alvor bryde løs.

Topscorer for NFH blev, som så ofte før i dette efterår, Johanna Westberg med fem mål, mens “Mulle” og Sofie Amalie Olsen scorede hver fire gange. Kampen bød også på flere andre stærke præstationer, blandt andet af begge keepere på afgørende tidspunkter, samt et comeback til Lærke Nolsøe.

Nu skal en håndfuld af spillerne i gang med forberedelserne til VM for deres respektive landshold (Sarah Iversen og Mulle for Danmark, Johanna Westberg og Anna Lagerquist for Sverige og Ayaka Ikehara for Japan). Resten har et par ugers ferie, inden der venter en træningslejr på La Santa Sport.

Fra NFHs side vil vi gerne ønske alle frivillige hjælpere, sponsorer, supportere, fans og andre med tilknytning til og interesse for klubben en rigtig glædelig jul og et godt nytår med tak for et fantastisk 2017.

Simple Share Buttons