NFH sled sig til nyt europæisk point

Det holdt hårdt, men NFH er fortsat ubesejrede i Europa efter ny uafgjort mod norske Glassverket.

 

Publikum fik spænding til sidste sekund, da NFH lørdag eftermiddag mødte norske Glassverket hjemme i Scandlines Arena i fjerde runde af EHF Cuppens gruppespil. Kampen sluttede uafgjort 32-32 efter en norsk føring på 15-20 ved pausen.

Dermed gentog historien sig fra de to holds første møde i Norge i sidste weekend, hvor kampen også sluttede uafgjort.

NFH fik en god start på kampen og førte både 3-1 og 4-2, men ved 7-7 fik Glassverket kontakt, og så fulgte de to hold ad til stillingen 10-10, hvor NFH for første gang kom bagud, og derefter var det Glassverket, der var i førersædet næsten helt frem til kampens afslutning.

NFH havde svært ved at dæmme op for nordmændenes angrebsspil i slutningen af første halvleg, og ved pausen var 10-10 blevet til 15-20 til gæsterne.

Det blev heldigvis bedre i anden halvleg. Forsvaret og målvogter Mette Iversen Sahlholdt fik langsomt bedre fat, og NFH fik både reduceret til 20-23 og 23-25.

Glassverket havde dog på ingen måde opgivet håbet om at hente holdets første sejr i gruppespillet og bragte sig igen foran med fire mål 23-27. Tiden arbejdede for nordmændene, men NFH-pigerne skal have ros for på intet tidspunkt at give op, og båret frem af Danmarks bedste publikum lykkedes det igen at æde sig ind på det norske forspring, og med få minutter tilbage var det næsten helt lige 29-30.

Forløsningen kom med få sekunder tilbage, da det lykkedes at udligne til 32-32, og da Mette Iversen Sahlholdt reddede den efterfølgende norske afslutning, kunne de gulblusede juble over et hårdt tilkæmpet point, som kan vise sig at blive meget vigtigt i jagten på en plads i kvartfinalerne.

Billetten til kvartfinalerne er ikke hjemme endnu, men det uafgjorte resultat sender NFH tæt på, og vi fører fortsat gruppen efter denne runde.

Topscorer for NFH mod Glassverket blev Kristina “Mulle” Kristiansen med syv mål, mens Mette Gravholt og Nathalie Hagman lavede seks hver og Johanna Westberg fem mål. Kampen blev overværet af 988 tilskuere.

Næste opgør for NFH er på onsdag, 1. februar, i Primo Tours Ligaen ude mod Esbjerg. Næste opgør i EHF Cuppen er den svære udekamp mod russiske Lada.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen