NFH sikkert videre i pokalen

Blot to døgn efter det ærgerlige nederlag i ligakampen mod Silkeborg-Voel var NFH-pigerne torsdag aften atter på banen. Denne gang var modstanderen AB fra 2. division i pokalturneringen Santander Cup – et hold som vores 2. divisionspiger slog med 35-30 for nylig.

Og ligapigerne havde som ventet heller ingen problemer med at spille sig videre i turneringen. 15-33 blev det til NFH efter 6-13 ved pausen. De i dagens anledning blåblusede NFH’ere måtte undvære Nanna Willumsen og Karol de Souza, som begge plejer skader efter ligadramaet i Voel, og Kristina “Mulle” Kristiansen fik lov at kigge på fra bænken i det meste af opgøret.

Det gav til gengæld masser af spilletid til blandt andre Leonora Demaj og Emma Navne. “Leo” fik også markeret sig godt i angrebsspillet, og hun blev delt NFH-topscorer sammen med Emelie Westberg. De to scorede syv mål hver, mens højrefløjen, venstrefløjen, playmakeren og højrebacken Mariana Costa (ja hun fik lov at prøve næsten alle positioner) lavede seks mål – i øvrigt alle i anden halvleg.

Første halvleg blev, som pausestillingen antyder, en knapt så sprudlende affære. Men efter pausen kom der for alvor gang i målscoringen, og der var aldrig tvivl om kampens udfald.

NFH er klar til næste runde – uden flere skader – og nu er der så landsholdspause i cirka tre uger, inden det store ligabrag mod København Håndbold venter hjemme i Scandlines Arena.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen