NFH sikkert i europæisk gruppespil

NFH havde som ventet ingen problemer med at spille sig det sidste stykke vej i EHF Cuppens gruppespil, da der lørdag eftermiddag var returkamp i 3. kvalifikationsrunde hjemme i Scandlines Arena mod italienske Indeco Conversano.
 
NFH havde vundet det første opgør på udebane med 12 mål, så meget skulle gå galt, hvis gruppespillet skulle glippe for de gulblusede.
 
Men alt gik efter planen. NFH vandt en ny knusende sikker sejr på 36-21 efter 17-10 ved pausen.
 
Italienerne nåede at være foran med 0-1, men så var det også det. Langsomt, men sikkert fik NFH fat og udbyggede stille og roligt føringen. Nathaile Hagman blev sparet, og Johanna Westberg og Emma Navne var heller ikke med, men de øvrige spillere havde ingen problemer med at sikre sejren foran de knapt 800 tilskuere i Scandlines Arena.
 
Topscorer blev “Mulle” med 10 mål, mens Lærke Nolsøe scorede seks gange, men næsten alle markspillere fik scoret, og holdet leverede generelt en flot indsats mod et ungt italiensk hold, der så ud til at være mere eller mindre tappet for kræfter mod kampens slutning.
 
NFH er nu som nævnt videre til gruppespillet i EHF Cuppen, hvor holdene inddeles i puljer med fire hold, og de to bedste fra hver pulje går videre. Der er endnu ikke trukket lod til puljerne.
 
Nu venter der cirka halvanden måneds pause på grund af EM, jul og nytår, og så går det løs igen i begyndelsen af januar.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen