NFH satte tingene på plads efter pausen

Det begyndte lidt trægt, men sluttede ganske suverænt, da NFH torsdag aften tog imod Ajax København hjemme i LÅNLET Arena i Bambusa Kvindeligaens syvende spillerunde.

NFH vandt opgøret sikkert med 34-26 efter en smal pauseføring på 18-17.

Det var gæsterne, der kom bedst i gang i opgøret, hvor en 2-2 stilling i kraft af et par hurtige kontramål blev vekslet til en 2-5-føring, inden der var spillet fem minutter.

NFH fik dog kæmpet sig tilbage på omgangshøjde, da en uhyre effektiv Johanna Forsberg fik udlignet til 6-6.

Forsberg var i det hele taget flyvende denne aften og spillede sin måske hidtil bedste kamp i NFH-trøjen. Den svenske stregspiller scorede således 10 mål på 10 forsøg!

Men selvom NFH fik kæmpet sig tilbage, så blev Ajax-pigerne ved at lægge pres på NFH-forsvaret, og omtrent midtvejs i halvlegen var de rødklædte gæster ved at stikke af igen, da de med fire scoringer i træk gik fra 8-8 til 8-12.

Så tog NFH-træner Jakob Larsen timeout og fik justeret lidt på forsvaret. Og stille og roligt åd de gul-blå sig ind på Ajax’ føring.

Efter 23 minutter lykkedes det at komme på omgangshøjde igen, da Nikita van der Vliet scorede sit første mål siden comebacket forleden og udlignede til 14-14.

Vi skulle dog helt hen til godt et minut før pausen, før NFH kom foran for første gang. Det var da Alberte Kielstrup bankede bolden i nettet til 17-16.

Den føring markerede samtidig afslutningen på Ajax’ føringer, for selvom gæsterne fik udlignet til 17-17, havde NFH overtaget dirigentstokken.

Da først Elma Halilcevic havde bragt NFH foran med 18-17 kort før pausen, tilbragte de gulblusede resten af kampen i førerposition.

18-17 blev til 22-19, 24-21 og 30-22 med 10 minutter tilbage. Dermed var kampen afgjort, og NFH kunne altså til sidst glæde sig over en sejr på 34-26 og yderligere to vigtige points på kontoen.

Udover Johanna Forsberg var blandt andre Elma Halilcevic også flyvende, og med syv mål på otte forsøg – og en god indsats i 5:1-forsvaret, som var med til at slå Ajax’ angrebsspil ud af kurs, blev hun efter opgøret kåret til NFHs bedste spiller.

Johanna Westberg markerede sig også med syv scoringer, heraf fem på straffe, og dermed blev de to Johanna’er – Forsberg og Westberg – sammen med Elma noteret for hele 24 af NFHs 34 mål.

Med sejren konsoliderer NFH sig i top fem, før de to næste svære kampe mod topholdene Viborg (ude) og Odense (hjemme).

De to kampe spilles henholdsvis 20. Og 27. oktober.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen