Drømmekamp: 10-måls sejr over Viborg

Det var en af de bedste NFH-præstationer nogensinde, ligapigerne leverede onsdag aften i Scandlines Arena for øjnene af hele 1.402 tilskuere, da Viborg var på besøg.

NFH havde aldrig tidligere besejret de mangedobbelte danske mestre og tidligere Champions League-vindere. Men det har vi nu! 33-23 vandt NFH efter uafgjort 13-13 ved pausen. Og da København Håndbold samtidig led et overraskende nederlag ude mod SK Aarhus, hopper NFH op på tredjepladsen i Primo Tours Ligaen á point med København.

Første halvleg mod Viborg var meget lige. NFH lagde ud med at bringe sig foran med 2-0, og der skulle gå mere end fire minutter, før gæsterne kom på tavlen. Så scorede de til gengæld tre mål i træk, og i løbet af to minutter var det Viborg, der var i spidsen med 2-3.

Helt frem til slutningen af halvlegen var Viborg mest i førersædet, men NFH hang hele tiden på, og gæsterne var aldrig foran med mere end to mål. Med et par minutter tilbage af halvlegen kom NFH endda tilbage i front, da Mette Gravholt – der endnu engang spillede en stor kamp på stregen – scorede til 13-12. Det var Gravholts sjette mål i løbet af blot 28 minutter. Det lykkedes dog Viborgs Ann-Grete Nørgaard at udligne på straffekast inden pausefløjtet.

Anden halvleg begyndte også lige. NFH bragte sig foran med 16-14, men kom bagud 17-18. Men så lukkede NFH-forsvaret og målvogter Mette Iversen Sahlholdt fuldstændig ned, og samtidig satte de gulblusede ekstra damp på i angrebs- og kontraspillet. I rundt regnet 13 minutter holdt NFH gæsterne fra at score, og 17-18 blev vendt til 26-18 med ni minutter igen, og så var kampen reelt afgjort.

NFH-pigerne slækkede dog hverken på tempo eller koncentration, og med godt to minutter igen var føringen helt oppe på 11 mål – 32-21.
Det hele sluttede altså 33-23 til NFH, og udover at hente yderligere to points til kontoen, så var sejren også så stor, at NFH er bedre end Viborg i de indbyrdes opgør, hvilket betyder, at NFH slutter foran Viborg i tabellen, hvis det lykkes at hente de tre points forspring, som Viborg trods nederlaget fortsat har til NFH.

På sådan en aften er det svært at fremhæve enkelte spillere frem for andre, for alle de, der kom på banen, leverede gode præstationer. Mette Iversen Sahlholdt stod som i sin ungdoms vår i målet, på stregen var Mette Gravholt dygtig til enten at score eller få straffekast på sine chancer, og i forsvaret gjorde Pernille Holmsgaard og ikke mindst Sarah Iversen det imponerende godt. Men der er mange andre, der også kan nævnes.

Nathalie Hagman, der var sikkerheden selv på straffekast og blev topscorer med 11 mål, Louise Kristensen, der scorede fire gange fra højrefløjen, Mulle der strøede om sig med gode afleveringer – og sådan kunne man blive ved.

Næstmest scorende mod Viborg var Mette Gravholt med otte mål.

Selvom sejren altså var imponerende og sender NFH op på en aktuel tredjeplads, så er der intet, der er afgjort endnu. Den næste uges tid byder på flere svære kampe for NFH. På søndag gælder det den første EHF Cup-kvartfinale på udebane mod Randers HK. På næste onsdag skal pigerne op imod rækkens tophold FC Midtjylland på udebane i Primo Tours Ligaen, og næste søndag er der så returkamp i EHF Cuppen mod Randers i Scandlines Arena. Så der er ikke tid til at hvile på laurbærene for NFH.

DSC_8018

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen