NFH på svær mission i Ikast

Ovenpå et par ugers landsholdspause er det atter blevet HTH Liga-tid for NFH.

I aften, mandag, går det løs med en vanskelig udekamp i Ikast mod sidste sæsons DM-sølvvindere fra Herning-Ikast Håndbold.

Midtjyderne har fået en god start på denne sæson med fire sejre ud af fem mulige indtil videre i ligaen og en plads i pokalturneringen Santander Cups Final 4 efter sejr over ligaens tophold Team Esbjerg i kvartfinalen. Det er altså en stærk modstander, der venter NFH på en bane, hvor vi ofte har haft det svært.
Men måske kan landsholdspausen vise sig at komme NFH så meget til gavn, at de gulblusede kan nappe sejren i Ikast.

NFH må fortsat undvære en række spillere på grund af skader og andre årsager, men de sidste par uger har givet mulighed for at træne godt og få spillet de relativt nytilkomne Lykke Frank Hansen og Mathilde Schæfer mere ind på holdet.
Samtidig er Angelica Wallén ved at være tilbage på fuld kraft, ligesom der også er håb om, at Sofie Olsen atter er ved at være kampklar efter den ankelskade, hun pådrog sig i ligakampen mod Viborg.
Dermed begynder det så småt at lysne for den skadesplagede NFH-trup, der indtil videre har hentet fire points i sæsonens første fem kampe og derfor p.t. indtager niendepladsen i ligaen.

Hvis man ikke tager med til Ikast for at støtte pigerne, kan man se kampen direkte på TV2 Sport, hvor der er kampstart klokken 20.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold