NFH på stor opgave i Champions League

Det er nok den på papiret sværeste modstander, NFH nogensinde har mødt, der i dag søndag kommer på besøg i Arena Næstved til endnu et opgør i gruppespillet i EHF Champions League.

De rumænske mestre fra CSM Bucuresti råder over en perlerække af stjernespillere med rumænske Cristina Neagu i spidsen. Men truppen tæller også navne som norske Amanda Kurtovic og svenske Nathalie Hagman, som sidst hun spillede i Arena Næstved var med til at sikre os DM-guldet og dermed adgang til netop Champions League.

“Hagge” har helt sikkert glædet meget sig til netop dagens kamp, så husk nu at give hende en varm og hjertelig velkomst.

CSM Bucuresti råder i det hele taget over mange skandinaviske spillere. Udover de førnævnte er danske Line Jørgensen, svenske Isabelle Gulldén og Sabina Jacobsen og norske Marit Frafjord også i truppen. Og på bænken sidder den danske træner Helle Thomsen, med en fortid i FC Midtjylland, og styrer taktikken.

Det er altså lidt af en opgave, NFH-pigerne står overfor i dag, men det er helt sikkert et toptændt NFH-hold, der går på banen for at give den fuld POWER og vise, at det er os, der bestemmer i Arena Næstved. Liganederlaget til København i onsdags er lagt bag os, og nu gælder det om at gøre alt, hvad vi kan for at skabe et resultat, der vil give genlyd i hele håndbold-Europa. Og her kommer I ind i billedet, kære Danmarks Bedste Publikum.

Kan I huske stemningen fra guldfinalen i maj? Den stemning skal vi have frem igen. Syng, råb, klap og hep så højt, I overhovedet kan. Pigerne skal have maksimal støtte i dag, hele vejen igennem.

OP AT STÅ FOR NFH!

PS: Hvis du er forhindret i at være til stede i hallen, så kan kampen ses direkte på DR1. Kampstart klokken 16.50.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen