NFH på pointjagt i Skanderborg

Det er en, på papiret, overkommelig opgave, der venter NFH-pigerne, når de i aften, fredag, skal forsøge at hente to hårdt tiltrængte points med hjem fra HTH Liga-opgøret på udebane mod Skanderborg Håndbold.

Festivalbyens lokale håndboldheltinder ligger næstsidst i ligaen med blot to points efter de første syv kampe. De blev hentet, da Ajax for godt en måned siden blev besejret med 25-19 i jydernes flotte og relativt nye hal med det orange gulv, men resten af kampene har altså resulteret i nederlag – blandt andet til oprykkerne fra Horsens.
NFHs sæsonstart har dog som bekendt ikke været meget bedre med foreløbig fire points, så der er lagt op til et spændende opgør i den nederste halvdel af rækken.

De to hold mødte hinanden tre gange i sidste sæson, to gange i ligaen og en gang i pokalturneringen Santander Cup. Og selvom NFH vandt alle tre opgør, var det ikke uden problemer hverken i pokalkampen eller ligakampen i Skanderborg, hvor NFH begge gange måtte slide hårdt for sejren.
Siden da har Skanderborg mistet et par af deres største profiler til andre klubber, og i deres seneste ligaopgør for halvanden uge siden blev bagspilleren Christina Haahr ramt af en meget alvorlig knæskade, som desværre betyder, at der går lang tid, før hun kommer til at spille igen.
Det er dermed ikke et Skanderborg-hold, der på papiret er helt så stærkt som i sidste sæson, men omvendt har NFH som bekendt også stadig flere spillere, som af forskellige årsager sidder udenfor.

Alligevel må det siges at være en af de kampe, hvor NFH bør have pæne muligheder for at hente en sejr.

Der er kampstart klokken 20.15 i Fælledhallen.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold