NFH og Scandlines fortsætter et stærkt samarbejde

Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) og Scandlines har en fælles interesse i at sætte Lolland-Falster på landkortet. Derfor forlænger partnerne deres samarbejdsaftale med to år.

I 2013 indgik Scandlines den første samarbejdsaftale med Nykøbing Falster Håndbold (NFH) – lokalområdets store flagskib i dansk kvindehåndbold. Aftalen er til glæde for både NFH og Scandlines. Derfor er partnerne enige om atter at forlænge samarbejdsaftalen – igen med to år, som da aftalen sidst blev forlænget.

En toårig aftale giver NFH bedre mulighed for at tiltrække gode, udenlandske spillere og dermed sikre en bred og stabil spillertrup for NFH’s ligakvinder.

Kristian Jakobsen, kommerciel direktør hos NFH, siger om forlængelsen: ”Det gode samarbejde med Scandlines går nu ind i sit ottende år, og vi er glade for, at Scandlines ligesom vi tør satse på fremtiden og indgå en flerårig aftale. Det hjælper os til at kunne tilbyde vores spillere længere kontrakter.”

NFH ligger nu på en ottende plads i HTH ligaen, men ambitionen er at rykke højere op igen.

”Det kræver en stærk og stabil spillertrup at ligge i toppen af den danske håndboldliga, og det er gode samarbejdsaftaler som den med Scandlines med til at sikre,” siger Kristian Jakobsen.

Samarbejdsaftalen har blandt andet sikret, at håndboldspillere ikke alene fra Europa, men også så langt væk fra som Brasilien og Japan, sammen med et trofast publikum uge efter uge giver håndbold-Danmark nogle fantastiske oplevelser – uanset hvor på ranglisten, ligaholdet befinder sig.

Sammen har de to partnere nogle af de vigtigste ingredienser for at skabe et attraktivt område at leve og arbejde i. NFH stiller med sports- og foreningsliv, mens Scandlines skaber en stor del af regionens arbejdspladser.

”Scandlines er en af Lolland-Falsters største arbejdsgivere, og vi ved, at sportslige og kulturelle aktiviteter er med til at sikre liv i regionen. Gode aktiviteter får folk til at blive boende eller nye beboere til at flytte hertil og dermed sikre arbejdskraft til virksomhederne i området,” siger Michael Guldmann Petersen, SVP Route Management & Operations i Scandlines.

 

Om Scandlines
Scandlines står som symbolet på et historisk og tæt samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Scandlines driver to færgeruter med høj kapacitet og frekvens samt en grøn vision for fremtiden. 

Kerneforretningen består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for kunderne om bord på færgerne såvel som i Scandlines’ butikker. 

Med over 43.000 afgange fordelt på 8 færger transporterede Scandlines i 2018 i alt 7,4 millioner passagerer, 1,8 millioner personbiler og over 700.000 fragtenheder og 36.000 busser på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.

Læs mere om Scandlines på www.scandlines.dk

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen