NFH måtte slide for sejren i Nordjylland

NFH kan holde jule- og nytårsferie på en slutspilsplads i HTH Ligaen. Onsdag aften blev det til en favoritsejr på 28-31 i Nørresundby over EH Aalborg efter 13-12 til hjemmeholdet ved pausen.

Og som cifrene antyder, så måtte de blåklædte NFH’ere kæmpe hårdt for at få begge points med hjem til Nykøbing.
Det var faktisk først i det sidste kvarter af kampen, at NFH trak afgørende fra hjemmeholdet.

Første halvleg var en afvekslende, men også meget lige affære, hvor holdene skiftedes til at være foran med et-to mål, men det var altså hjemmeholdet der havde scoret flest gange, da pausesignalet lød.

EH Aalborg begyndte anden halvleg med bolden og udbyggede hurtigt føringen til 14-12. NFH blev dog ved med at hænge på, så føringen vekslede i anden halvlegs første halvdel mellem et og to mål til nordjyderne.

Men så holdt EH Aalborg fire minutters scoringspause, og det benyttede NFH til at score fire mål i træk. 21-20 blev vendt til 21-24, og selvom hjemmeholdet forsøgte at komme tilbage igen, så lykkedes det ikke.

NFH var endda oppe at føre med fire mål i slutfasen, 25-29, inden det hele altså sluttede 28-31.

Topscorer for NFH på en aften, hvor ikke alt fungerede, blev Sofie Olsen. Hun havde nærmest sin egen lille målfest ude på højre fløj og scorede otte gange på otte forsøg.
Dione Housheer scorede seks gange, mens Mulle blev noteret for fem scoringer og Lærke Nolsøe for fire.

NFH har nu kun en enkelt kamp tilbage i 2019 inden VM- og julepausen. Det er den ultravigtige returkamp i EHF Cuppen ude mod Herning-Ikast på søndag klokken 15. Det første opgør i Arena Næstved i søndags endte som bekendt uafgjort.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold