NFH løb fra Aarhus efter pausen

NFH fastholdt onsdag aften andenpladsen i HTH Ligaen efter en storsejr på 32-21 over en af sæsonens positive overraskelser i ligaen, Aarhus United.

For øjnene af hele 1303 tilskuere hjemme i POWER Arena løb de gulblusede fra gæsterne i anden halvleg.

Første halvleg var meget lige, og NFH var flere gange bagud, blandt andet med 3-5 og 4-6. Det skyldtes blandt andet storspil i Aarhus-målet af den tidligere NFH-keeper Ditte Vind, som flere gange pillede pynten af NFH-skytterne i frie positioner.

Efter godt 20 minutters spil havde NFH blot scoret seks gange, men så var det som om, at pigerne havde fået læst, hvordan de skulle passere Ditte Vind, og i de følgende knapt 40 minutter blev bolden sendt i Aarhus-nettet 26 gange – dog ikke med Ditte på mål hele tiden.

NFH stod endnu engang godt i forsvaret, og det samme gjorde Cecilie Greve i målet, og derfor fik gæsterne aldrig afgørende fat om kampen.

Hvor første halvleg var meget jævnbyrdig, så var anden halvleg nærmest det stik modsatte. NFH tromlede derudaf, mens Aarhus United aldrig rigtigt kom i gang, og så vandt NFH de sidste 30 minutter med 20-10.

Aarhusianerne virkede både fysisk og mentalt pumpet for det overskud, de havde i begyndelsen af kampen. I et forsøg på at vende udviklingen gik de i en periode over til at spille syv mod seks, men NFH brød angrebene gang på gang og scorede to-tre gange i tomt mål og havde endda også en enkelt forbier.

I det sidste kvarters tid var det reelt blot et spørgsmål om sejrens størrelse, og NFH’erne gav det store publikum valuta for pengene og blev ved med at mase på til sidste fløjt.

Kampen gav også hjemmebanedebut til vores nye højrefløj Pernille Johannsen, som fik de sidste minutter på banen.

Men i forbindelse med jubelscenerne efter kampen trådte hun forkert på sin ene fod og måtte bæres i omklædningsrummet af holdkammerat Isabella Fazekas.

Vi krydser fingre for, at det ikke er så slemt, og at Pernille er klar til at give den gas i topbraget og kampen om andenpladsen på lørdag ude mod Team Esbjerg. En kamp, der kan ses direkte på TV2 fra klokken 16.10, hvis man ikke tager med til Esbjerg.

Topscorere mod Aarhus United blev Lærke Nolsøe med ni mål, Dione Housheer med fem og Emelie Westberg med fire.

For gæsterne blev Majbritt Toft Hansen topscorer med seks mål, mens vores tidligere NFH’er Celine Lundbye Kristiansen nettede fire gange i sit første gensyn med POWER Arena, siden skiftet til det østjyske.

 

WOMAN OF THE MATCH, blev kåret af NK BYGGESERVICE. Stort tillykke til NFH’s Cecilie Greve.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold