NFH kan sikre historisk triumf i aften

NFH har leveret flere historiske resultater på det seneste, og i aften kan endnu et blive føjet til rækken, hvis det lykkes at besejre Herning-Ikast Håndbold (tidl. FC Midtjylland) i kvartfinalen i pokalturneringen Santander Cup.

I så fald vil NFH nemlig for første gang nogensinde kvalificere sig til det afgørende Final 4-stævne, hvor de fire tilbageværende hold mødes henover en weekend med semifinaler den ene dag og finale og kamp om tredjepladsen dagen efter.

Og det er en gulerod, som cheftræner Jakob Larsen og spillerne rigtig gerne vil have fat i.
– Det er vores sværeste kamp hidtil i sæsonen, det er en knald-eller-fald kamp, og der er meget på spil. Det er et stort succeskriterium for enhver klub at komme i Final 4, og det er lige før, at det er større end at komme i slutspillet i ligaen. For hvis man kommer i Final 4, så er man tæt på at have indløst billet til europæiske kampe i næste sæson, siger Jakob Larsen.

Pokalvinderne er nemlig sikret en plads blandt de danske hold, der skal spille Europa Cup, men der er altså stadig lang vej dertil.

Først gælder det Herning-Ikast i Ikast – et sted, hvor NFH blot har vundet en enkelt gang tidligere.

Og selvom midtjyderne har tabt to af sæsonens fem første kampe i ligaen, så har de vist blandt andet med en sejr over de regerende mestre fra København Håndbold, at der stadig er masser af kvalitet i holdet, selvom det har skiftet navn i sommerpausen.

En del af den kvalitet finder vi inde på stregen, hvor en af NFHs egne store profiler i de sidste par sæsoner, Sarah Iversen, huserer. Det er det første gensyn, vi får med “Iver” på banen, siden hun forlod NFH i sommer.

Og mon ikke de medrejsende NFH-tilhængere vil give hende en hjertevarm velkomst, inden kampen fløjtes i gang, og der kun er én ting, der tæller: Sejr til NFH!

Hvis ikke du tager med til Ikast for at støtte pigerne, kan du følge kampen direkte på TV2 Sport fra klokken 18.30.

OP AT STÅ FOR NFH PÅ MISSION FINAL 4!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF cup NFH i HTH Ligaen