NFH henter vigtig sejr i slutspillet

NFH kom tilbage på sejrssporet og hentede to vigtige points i jagten på en semifinaleplads, da Randers HK påskelørdag blev besejret med 24-19 efter 10-10 ved pausen i slutspilskampen i POWER Arena.

NFH fik ellers ikke den bedste start på kampen. Spillet var lidt for nervøst i begyndelsen, og det udnyttede Randers til at trække lidt fra. 3-3 blev til 3-6, og selvom NFH fik kæmpet sig tilbage på 7-7, så trak Randers fra igen med tre scoringer i træk til 7-10.

Men så var det som om, at NFH’erne fik smidt nerverne og fik bedre styr på forsvaret, og dermed begyndte der også at komme gang i kontrafasen. De gulbusede nåede op på omgangshøjde med uafgjort 10-10, da første halvleg blev blæst af.

Og NFH’erne fortsatte med at blæse derudaf i starten af anden halvleg – godt hjulpet på vej af flere brændte chancer og boldtab fra Randers-spillerne, og i løbet af ni minutter havde NFH skabt en fem-måls føring, da 10-10 blev forvandlet til 16-11.

NFH havde virkelig tur i den efter pausen, godt illustreret da målvogter Cecilie Greve efter 49 minutter kastede bolden i et tomt Randers-mål til en syv-målsføring til NFH på 21-14. På det tidspunkt var det ved at ligne en regulær afklapsning af kronjyderne, men helt så galt gik det dog ikke for Niels Agesens tropper, der fik pyntet lidt på det til sidst til slutresultatet 24-19.

NFH blev ramt af ikke færre end seks udvisninger i kampen mod blot en enkelt til Randers HK. Halvdelen af udvisningerne ramte Sarah Iversen, som kunne sætte sig op på tilskuerpladserne med 12 sekunder tilbage efter at have fået sin tredje udvisning og dermed rødt kort af kampens to dommere.

De mange kunne dog hverken bremse NFH eller Sarah Iversen. Landsholdsstregen blev NFHs topscorer med seks mål, mens Celine Lundbye, Kristina “Mulle” Kristiansen og Johanna Westberg scorede fire gange hver.

Kampen blev overværet af 938 tilskuere, der i dagens anledning alle var klædt i gule trøjer, og inden kampen gik i gang blev en ny tifo – et kæmpe banner som dækkede hele den ene langside i hallen – vist frem.

Sejren sender NFH tilbage på en semifinaleplads – i hvert fald indtil København og Team Esbjerg har spillet deres opgør senere lørdag. NFH har nu tre points efter de første to kampe, et færre end København og et mere end Esbjerg, men de to har altså spillet en kamp færre end NFH.

NFHs næste kamp er allerede på tirsdag, hvor det går løs igen for fuld POWER i Arena Næstved, når København Håndbold kommer på besøg. Kampstart er klokken 18.30.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF cup NFH i HTH Ligaen