Nykøbing Falster
Håndboldklub

NFH gik ned efter pausen i Rusland

Indlæg fra d. 24. februar 2018


NFH formåede desværre ikke at skabe overraskelsen og tage point i den svære EHF Champions League-kamp på udebane mod det russiske storhold Rostov Don. Russerne vandt opgøret med 32-22 efter 14-13 ved pausen.

De i dagens anledning blåklædte NFH’ere var ellers, som cifrene også antyder, rigtigt godt med i første halvleg, som hele vejen igennem var helt lige. NFH stod fint i forsvaret, og hjemmeholdet lavede mange fejl, som NFH’erne formåede at lukrere på. Ayaka Ikehara scorede kampens første mål til en 0-1 føring til NFH, som senere også kom foran med 7-9.

Russerne kom dog hurtigt tilbage og fik bragt sig foran med 10-9 og senere også 12-10. Men NFH holdt fast helt frem til pausen, hvor Rostov Don altså blot førte med 14-13.

NFH kom også godt i gang efter pausen, da Johanna Westberg udlignede til 14-14. Men derfra stod der næsten udelukkende Rostov Don på resten af opgøret. NFH’erne lavede i flere perioder efter pausen for mange fejl i angrebsspillet, og det straffede russerne hårdt og kontant med kontrascoringer i den modsatte ende.
Det blev 19-15 og 22-17, inden det for alvor ramlede, så hjemmeholdet kunne spurte fra NFH, der på et tidspunkt holdt en scoringspause på over otte minutter.

22-17 blev til 30-18, inden de blåklædte fik pyntet lidt på resultatet til sidst til slutresultatet 32-22.

Topscorer for NFH blev Celine Lundbye Kristiansen, der trods det store nederlag spillede en forrygende kamp i angrebet og bankede bolden i mål hele syv gange.  Johanna Westberg og “Mulle” blev noteret for tre scoringer hver.

Næste opgave for NFH er på onsdag, hvor Team Esbjerg og Mette Gravholt kommer på besøg i POWER Arena til en vigtig kamp i HTH Go Ligaen. Her kæmper NFH fortsat for at få så god en placering som muligt i grundspillet, så vi måske kan tage point(s) med over, når slutspillet begynder.

Simple Share Buttons