NFH gik ned i Aarhus

Det startede godt, men endte skidt, da NFH tirsdag aften mødte Aarhus United på udebane i slutspillet i Bambusa Kvindeligaen.

Hjemmeholdet vandt kampen med 28-26 efter 13-14 til NFH ved pausen, og dermed overtager aarhusianerne indtil videre førstepladsen i slutspilspulje 2.

NFH fik ellers en superstart på kampen og scorede i det første kvarter fuldstændig efter behag. Det gav en føring på 6-12.

Kort forinden havde Aarhus-træner Heine Eriksen allerede taget sin anden timeout for at få sit hold til at steppe op især i forsvaret.
Og det tændte tilsyneladende den ild i øjnene på hjemmeholdet, der gør dem så svære at spille imod især i Aarhus.

De lyseblå fik bedre fat i forsvaret, og NFH begyndte at lave fejl og fik pludselig meget svært ved at score. Og stille og roligt skrumpede forspringet, så stillingen ved pausen var en kneben føring til NFH på 13-14.

Anden halvleg blev et højspændt og for det meste tæt drama.
NFH havde stadig svært ved at få bolden ind bag Aarhus United-keeper Nora Persson, og efter knapt ni minutters spil af halvlegen kunne hjemmeholdet for første gang bringe sig foran med to mål, 18-16.

Det blev også 20-17 og 21-18 midtvejs i halvlegen, men NFH kæmpede videre, og tre minutter senere var der udlignet: 22-22.
NFH benyttede sig blandt andet meget af at dække 5:1 i forsvaret med Lærke Nolsøe liggende fremme, og det forstyrrede aarhusianernes angrebsspil.
I den modsatte ende spillede NFH i flere perioder syv mod seks.

Det lykkedes også NFH at komme foran med 23-24 med knapt ni minutter tilbage, og man fornemmede, at et stort comeback af de gul-blå var under opsejling.

Desværre var hjemmeholdet skarpest i slutfasen, hvor NFH misbrugte tre chancer i træk, mens Aarhus United scorede to gange og gik fra 25-25 til 27-25.
Selvom NFH’erne kæmpede til sidste sekund, lykkedes det ikke at få point med hjem, og det hele sluttede altså 28-26 i en kamp hvor Dione Housheer i øvrigt fik comeback efter sin lange skadespause.

Dermed sluttede en periode på mere end to måneder som ubesejret for NFH, der dog stadig er med i kampen om semifinalepladserne.

Inden Viborg og Odense mødes på torsdag, er stillingen i puljen den, at Aarhus United fører med fire points, mens de tre øvrige hold alle har tre points.

Topscorere for NFH denne aften blev fødselaren Johanna Westberg og anfører Lærke Nolsøe med hver syv mål, mens Amalie Wulff, Mulle og Celine Lundbye scorede tre gange.

Det vides endnu ikke, hvornår NFH spiller næste gang.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen