NFH fik stryg i Randers

NFHs guldtræner fra sidste sæson, Niels Agesen, fik sin revanche, og NFH spillede sæsonens vel hidtil ringeste kamp, da Randers HK onsdag aften revancherede nederlaget i Super Cup-finalen med en klar sejr på 29-23 over NFH i opgøret i HTH Go Ligaen.

Et nederlag på seks mål lyder måske ikke som nogen katastrofe, men ved pausen var NFH bagud med 16-8, og med omtrent 10 minutter tilbage førte hjemmeholdet med hele 12 mål, 28-16, i Arena Randers.

NFH måtte undvære målvogter Cecilie Greve, der sad over på grund af en forstrækning. I stedet havde målvogtertræner Mette Iversen Sahlholdt, ladet sig overtale til endnu et comeback som backup for Mie Sørensen. Mette var dog kun inde på et par straffekast, for Mie stod faktisk en ganske fin kamp, hvor hun især i starten holdt Randers-skytterne fra at score.

NFH fik en god start på kampen og var både foran med 1-3 og 2-4, men Randers hang på, og cirka midtvejs i første halvleg kom hjemmeholdet foran for første gang ved stillingen 8-7.

NFH fik udlignet til 8-8, men så gik det galt, og kampen blev reelt afgjort i halvlegens sidste cirka 12 minutter, hvor NFH havde det meget svært i angrebsspillet og slet ikke fik scoret. I stedet scorede hjemmeholdet otte gange i træk, og så måtte de gulblusede gå til pause bagud med 16-8. Randers nåede også at bringe sig foran med 17-8, før NFH fik stoppet lidt af blødningen med tre mål i træk til 17-11.

Og da afstanden blev reduceret til fem mål, 18-13, begyndte man at kunne dufte et stort NFH-comeback. Men så lukkede kronjyderne igen af i forsvaret foran en meget velspillende Mathilde Junker i målet, og pludselig var NFH bagud med 10 mål – 24-14. Det nåede som nævnt også at blive 28-16, inden pigerne fik pyntet en del på resultatet til sidst til slutresultatet 29-23.

Men selvom det altså ikke var nogen fantastisk aften for holdet, der ellers som vanligt blev bakket flot op af en busfuld medrejsende tilhængere,så var der også lidt at glæde sig over. Vores svenske stregspiller Anna Lagerquist fik nemlig comeback efter at have været ude med kyssesyge i flere uger, og hun markerede sig med det samme, idet hun blev NFHs topscorer sammen med “Mulle”. De to scorede seks gange hver, mens Annas kollega inde på stregen, Sarah Iversen, nettede fem gange.

NFHs næste opgave er allerede på lørdag, hvor de forsvarende danske mestre debuterer i Champions League på hjemmebane for fuld POWER i Arena Næstved mod det polske hold Vistal Gdynia.

Næste kamp i den hjemlige liga er på onsdag, den 11. oktober, hjemme i POWER Arena i Nykøbing mod Viborg.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen