NFH er i europæisk semifinale

Missionen lykkedes: NFH er klar til semifinalerne i EHF Cuppen efter en sejr på 28-23 i kvartfinale-returkampen mod Randers HK.

Der blev skrevet klubhistorie, da NFHs ligapiger søndag aften spillede sig i klubbens første europæiske semifinale nogensinde. I en kogende Scandlines Arena med hele 1.452 tilskuere (sæsonrekord) måtte NFH’erne slide hårdt for at indhente Rander’s forspring på tre mål fra den første kvartfinale i Randers.

Og gæsterne kom godt også godt fra start i Nykøbing og bragte sig foran med 2-3. NFH fik kontakt ved 4-4, og cirka midtvejs i første halvleg begyndte det så småt at ligne noget, da de gulblusede bragte sig foran med 8-6 og senere også 11-8. Men frem mod pausen fik gæsterne igen reduceret, og da holdene gik i omklædningsrummet efter de første 30 minutter, var Randers sammenlagt i front med to mål, idet NFH førte med 13-12.

Gæsterne kom også bedst fra start i anden halvleg med to mål i træk til stillingen 13-14 og en sammenlagt føring på fire mål.

Men NFH’erne gav aldrig op. De fik hurtigt kæmpet sig tilbage, og på kort tid var det hele vendt på hovedet igen med stillingen 20-17 til NFH.
I de følgende minutter blev kampen og det samlede regnskab reelt afgjort. 20-17 blev til 26-18, og pludselig skulle Randers hente seks mål for at spille sig i semifinalen.

Det var ganske vist ved at blive en lille smule spændende hen imod slutningen, da gæsterne reducerede til 27-22, men NFH’erne holdt hovederne kolde og spillede tålmodigt bolden rundt i de sidste angreb, og så sluttede det hele med en 28-23 sejr til NFH, der dermed går videre med 52-50 samlet.

Topscorer for NFH blev Nathalie Hagman med 10 mål, heraf fire på straffe, mens “Mulle” scorede seks og Sarah Iversen fire gange.
Dertil skal lægges, at målvogter Mette Iversen Sahlholdt stod en fantastisk kamp og diskede op med mange vigtige redninger. Men generelt skal hele holdet roses for en fantastisk fight i en ligeså fantastisk kulisse.

Der skal også lyde masser af roser til de mange frivillige, der hver gang får alt det praktiske udenfor banen til at fungere. I dag var de endda ekstra udfordret, fordi der havde været messe i hallen indtil 3,5 timer før kampstart. Men alt var ryddet væk og klappet og klart, da spillerne gik i gang med at varme op. Flot arbejde!

DSC_9742

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen