NFH ER I SLUTSPILLET!

Nøjagtigt to måneder efter juleaften gav NFH-pigerne onsdag aften sig selv en fantastisk gave på GULEaften i Skanderborg.

NFH vandt en stensikker sejr på 27-35 efter hele 12-21 ved pausen, og selvom der fortsat mangler tre runder af grundspillet i Bambusa Kvindeligaen, er NFH nu sikre på deltagelse i slutspillet om DM-guldet senere på foråret.

NFH gik ellers ind til opgøret i Skanderborg en smule svækket, idet begge de normale højre backs Dione Housheer og Celine Lundbye Kristiansen sad ude med skader.
Det gav i stedet en del spilletid til Amalie Wulff, og savnet af de to profiler fik heldigvis aldrig indflydelse på udfaldet af opgøret mod bundholdet.

NFH kom stormende fra første fløjt og bragte sig foran med 0-5, før hjemmeholdet fik samlet sig en smule, men Skanderborg kunne ikke for alvor true NFH, selvom holdets topscorer Sofia Deen gjorde, hvad hun kunne med ni scoringer og flere målgivende afleveringer.

NFH afgjorde mere eller mindre kampen i første halvleg, nøjagtigt, som det var tilfældet i de to holds første møde i LÅNLET Arena i efteråret.

Skanderborg fik reduceret til 2-5, og hang stadig lidt på ved 5-10, men NFH-maskinen kørte for fulde omdrejninger, og inden første halvleg var færdig, havde de gulblusede både bragt sig foran med 9-18 og 10-20, inden det altså blev 12-21 ved halvtid.

Hjemmeholdet kom bedst i gang efter pausen, hvor NFHs føring hurtigt blev reduceret til 16-22, men tættere på end fem-seks måls afstand kom Skanderborg ikke, og i de sidste minutter trak NFH igen yderligere fra til 23-31, inden det hele altså sluttede med en 27-35 sejr til NFH.

Der blev mod slutningen også spilletid til både Lykke Frank Hansen og Jo Nielsen, som begge takkede for tilliden med scoringer.

Topscorere for NFH blev Johanna Westberg med otte mål fulgt af to gange Sofie – Flader og Olsen – med seks mål hver.
Og hele 10 markspillere kom på scoringstavlen, ligesom begge keepere fik spilletid og bidrog med redninger.

KÆMPE TILLYKKE TIL HELE HOLDET MED SLUTSPILSPLADSEN!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen