Nederlag i Ringkøbing

Efter en flot start på det nye år med en storsejr over Skanderborg kom NFH-pigerne ned på jorden igen søndag eftermiddag, da det blev til et nederlag på 36-32 på udebane mod Ringkøbing, der er et af bundholdene i Bambusa Kvindeligaen.

Hjemmeholdet var i teten i store dele af opgøret, og NFH måtte slide hårdt for at holde snor i hjemmeholdets forspring.

4-3 blev til 7-3 efter blot ni minutters spil, men så lykkedes det NFH-forsvaret og målvogter Louise Egestorp at få lukket ned for Ringkøbings offensiv i en periode, og knapt midtvejs i første halvleg kunne Mulle udligne til 7-7.

Ringkøbing blev dog ved med at bide fra sig, og vi skulle helt hen til knapt 27 spillede minutter, før Nikita van der Vliet på et af mange straffekast til NFH i kampen kunne bringe de gulblusede foran for første gang siden stillingen 0-1, da den hollandske stregspiller scorede til 13-14.

Det blev også 13-15, inden Ringkøbing nåede at udligne igen til 15-15.
Amalie Wulff sørgede dog for at NFH kunne gå til pause foran med 15-16.

NFH har flere gange tidligere haft det svært i Ringkøbing, og svært blev det også i starten af anden halvleg, hvor hjemmeholdet med tre scoringer i træk generobrede momentum i kampen og bragte sig foran med 18-16.

Derefter måtte NFH’erne igen slide hårdt for at komme tilbage på omgangshøjde. Det lykkedes efter 41 minutter, da Sofie Olsen udlignende til 23-23, men der skulle gå yderligere tre minutter, før samme Sofie kunne bringe NFH foran for første gang efter pausen, da hun scorede til 25-26.

Det var i en periode, hvor Cecilie Greve, som havde afløst Louise Egestorp i NFH-målet bød ind med flere redninger og på den måde var med til at presse hjemmeholdets skytter.

NFH var også flere gange foran med to mål, men Ringkøbing lod sig ikke ryste af, og i de sidste syv minutter løb de fra NFH, som både havde svært ved selv at score og forhindre, at hjemmeholdet gjorde det, og så blev en 30-31 føring desværre vekslet til et nederlag på 36-32.

Topscorere for NFH blev Nikita van der Vliet og Elma Halilcevic med seks mål hver, mens Sofie Flader nettede fem gange.

Nederlaget ændrer ikke noget i stillingen, hvor NFH indtil videre fastholder femtepladsen.

Næste opgave er allerede på onsdag, hvor Aarhus United kommer på besøg i LÅNLET Arena klokken 18. Også denne kamp er desværre lukket for tilskuere.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen