Nederlag i hæsblæsende hjemmebane-premiere

Speederen var nærmest bogstaveligt talt trykket i bund fra start til slut, da NFH mandag aften sæsondebuterede på hjemmebane i LÅNLET Arena, da Viborg kom på besøg i anden runde af Bambusa Kvindeligaen.

Da de 60 minutter var spillet, var der scoret ikke færre end 69 gange! Desværre var Viborg flittigst til at score, og de hvidblusede kunne trække sig tilbage med en sejr på 33-36 efter 16-21 ved pausen.

I det første kvarter var det ikke mange angreb i begge ender af banen, som ikke gav enten mål eller i det mindste en åben scoringschance.

Viborg var dog et skridt eller to foran gennem hele kampen. Faktisk var NFH bagud i resten af opgøret, da Viborg bragte sig foran med 0-1 efter et halvt minuts spil.

Når det alligevel blev spændende næsten til sidste fløjt, så var det fordi, NFHs angrebsmaskine også var velsmurt, og de gulblusede blev ved at kæmpe.

Viborg bragte sig ganske vist foran med både 3-6, 4-7 og 7-13, men NFH’erne fightede energisk for sagen og blev ved at tro på egne evner, og pludselig var 7-13 blevet til 13-14.

Frem mod pausen var Viborg dog mest effektive, og gæsterne kunne gå i omklædningsrummet med en føring på 16-21.

Men fem måls afstand er ingenting i håndbold og slet ikke på sådan en aften, hvor de offensive kvaliteter var i højsædet. Seks minutter efter pausen var NFH igen helt tæt på: 21-22.

Men symptomatisk for kampens forløb blev det ved lige ved og næsten for NFH, selvom de cirka 400 tilskuere gjorde alt, hvad de kunne for at bære holdet frem til sejr.

Viborg trak fra igen. 21-22 blev til 23-27 og 24-28. Så halede NFH ind igen med tre mål i træk til 27-28.
Med seks minutter tilbage, var det igen helt lige, 31-32, men da det hele skulle afgøres til sidst, havde Viborgs mere sammenspillede hold lige den smule ekstra, som sendte de to points til Jylland.

Topscorere for NFH blev Dione Housheer med syv mål og Johanna Westberg med seks.

NFH skal i ilden igen allerede på torsdag, hvor København Håndbold kommer til LÅNLET Arena.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen