CL-mestrene var for stor en mundfuld

Den store overraskelse udeblev desværre, da NFH lørdag eftermiddag forsøgte at bide skeer med de forsvarende Champions League-mestre fra Györi Audi ETO KC.

Ungarerne vandt opgøret i EHF Champions Leagues hovedrunde for fuld POWER i Arena Næstved med 24-32 efter en pauseføring på 10-17.

NFH fik ellers en superstart og førte med 3-1, inden der var spillet fire minutter. Men så fik Györi for alvor gang i spillet, og godt 10 minutter senere førte gæsterne med 4-9. NFH’erne forsøgte efter bedste evne at presse ungarerne, men nøjagtigt som det var tilfældet i de to holds første møde i Ungarn, straffede Györi så godt som alle NFH-fejl kynisk og lynhurtigt.

De gulblusede blev ved at kæmpe, men i de sidste 10 minutter af første halvleg stak de forsvarende mestre for alvor af, så stillingen ved pausen var 10-17.

Anden halvleg blev noget mere jævnbyrdig, men ungarerne tillod aldrig NFH at komme nærmere end seks måls afstand. Omvendt formåede NFH-pigerne via godt fight at undgå den helt store ydmygelse, for føringen blev aldrig større end 10 mål.

Trods nederlaget har NFH stadig en chance for at spille sig i kvartfinalerne i Champions League, men det kræver minimum et point og formentlig også to i den sidste kamp, som er på lørdag på udebane mod FC Midtjylland.

Tilskuertallet i Arena Næstved nåede op på 2.375, heraf et par busfulde Gÿori-tilhængere, som var kørt hele vejen fra Ungarn til Sydsjælland for at støtte deres hold, og sammen med de mange NFH-tilhængere skabte de et festlig ramme om kampen.

Topscorer for NFH blev Johanna Westberg med syv mål, mens “Mulle” scorede fire og Sofie Amalie Olsen tre gange.

Næste opgave for NFH er på onsdag, hvor bundholdet Ajax København venter i et opgør i HTH Go Ligaen, og derefter går turen som nævnt til den afgørende Champions League-kamp mod FC Midtjylland i Ikast næste lørdag.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF cup NFH i HTH Ligaen