Klart NFH-nederlag efter målorgie

Der blev spillet med speederen i bund i stort set samtlige 60 minutter, da NFH og København Håndbold onsdag aften tørnede sammen i det østdanske derby i POWER Arena.

Desværre var gæsterne fra København mest træfsikre set over 60 minutter i opgøret med hele 70 mål, og så endte det hele til sidst med en klar sejr til de forsvarende danske mestre på 30-40 efter 17-18 ved pausen.

NFH måtte undvære målvogter Cecilie Greve, der har pådraget sig en skade i hånden og desværre måske er ude i resten af sæsonen. 

I stedet gjorde Mette Iversen Sahlholdt comeback i målet, og hun fik også spilletid i anden halvleg, da hun blev skiftet ind i stedet for Sakura Hauge og blev mødt af et jubelbrøl fra størsteparten af de næsten 1200 tilskuere.

Veteranen kvitterede for velkomsten ved straks at snuppe en af de mange københavnske afslutninger, men hun kunne dog ikke ændre kampens udfald, og nederlaget betyder, at NFH slutter grundspillet i HTH Ligaen som enten nummer fire eller fem.

Slutplaceringen afgøres på onsdag, når vi møder Herning-Ikast på udebane i en direkte duel om fjerdepladsen.

Men tilbage til kampen mod København. Cheftræner Jakob Larsen havde på forhånd forudset, at det ville blive en kamp med masser af tempo, for begge hold elsker at løbe stærkt.

Og stærkt blev der løbet. Så stærkt, at de to forsvar gang på gang blev overspillet. Efter godt fire minutters spil var der allerede scoret otte mål – fire til hvert hold.

Men derefter holdt NFH en scoringspause på næsten fire minutter, og det udnyttede København til at bringe sig foran 4-7.

Og selvom det var tæt på flere gange, fik NFH ikke indhentet gæsternes forspring i første halvleg, som altså sluttede 17-18.

Det lykkedes til gengæld i starten af anden halvleg, hvor NFH både kom på 18-18 og 19-19, inden København igen langsomt trak fra. 

24-25 blev til 25-30, og det virkede som om, at københavnerne måske havde lidt større overskud og i hvert fald lidt større skarphed i det sidste kvarters tid.

Med knapt ni minutter igen scorede København seks gange i træk fra 28-33 til 28-39, og så endte det med at blive et noget større nederlag, end det generelle kampbillede måske viste.

Topscorere for NFH blev Angelica Wallén med seks mål og Anna Lagerquist og Sofie Olsen med hver fem.

 

WOMAN OF THE MATCH.

Dagens Woman Of The Match blev Anna Lagerquist som fik en stor flot kurv efter kampen af Mik Bolvig, Direktør for ProfaGroup.

 

 

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF cup NFH i HTH Ligaen