Klart nederlag til NFH i Odense

NFH fik ikke point med hjem fra onsdagens Primotours-ligaopgør.

I en pænt fyldt Odense Idrætshal vandt hjemmeholdet Odense Håndbold en sikker sejr på 27-21 efter 14-10 ved pausen.

NFH havde i store dele af kampen svært ved at trænge igennem Odenses forsvar, og hvis det lykkedes, stod den tidligere NFH-keeper Althea Reinhardt ofte i vejen i Odense-målet.

NFH fik ellers en okay start på kampen, men der gik ikke mange minutter, før der gik grus i angrebsmaskineriet. NFH reducerede til 3-2, men så holdt de blåblusede (i dagens anledning) en meget lang scoringspause, og Odense kom foran med 9-2, før NFH igen fik lidt gang i angrebsspillet og fik reduceret til 10-6, blandt andet på flere kontramål.
Den afstand holdt til pausen, hvor Odense førte 14-10.

NFH fik en flyende start på anden halvleg. Ditte Vind var kommet på mål og diskede op med flere gode redninger mod sine tidligere klubkammerater, og pludselig kunne NFH og de cirka 60-70 medrejsende tilhængere juble over udligningen til 15-15.

Men så strammede Odense grebet igen og scorede fire gange i træk. NFH’erne blev ved at kæmpe og lede efter løsninger i angrebsspillet, men hvor holdet havde masser af tur i den i den seneste kamp mod København, så var det noget anderledes denne gang.

Det blev 23-18 og til sidst altså 27-21 til fynboerne.

NFH spiller allerede igen på lørdag hjemme i Scandlines Arena mod de forsvarende mestre fra Team Esbjerg.

Topscorer mod Odense blev Nathalie Hagman med syv mål, mens Johanna Westberg scorede fire gange.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen